Fem råd hvis dit barn har set noget grænseoverskridende på nettet

Størstedelen af børn taler ikke med mor og far om det ubehagelige online

Nogle børn oplever krænkelser på nettet. Få gode råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn med at bearbejde det. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2018) (Foto: Jan Rørkær © (c) DR)

Børn og unge har altid nettet i lommen på deres telefon, og det kan være nemt at støde på ting, der kan virke grænseoverskridende og ubehagelige online. Der er hele tiden nye hjemmesider og medier, som børn og unge opdager og bruger både alene og sammen med andre.

Et eksempel er Ome.tv, hvor man helt anonymt kan klikke sig igennem tilfældige video-forbindelser fra hele verden. Begge parter bliver præsenteret med video med det samme, og det betyder, at børn og unge i løbet af få swipes kan ende med at se videoer, der slet ikke er egnet for børn.

Men hvad kan du som forælder gøre, hvis dit barn er blevet udsat for ubehagelige billeder eller videoer på nettet? Jon Kristian Lange, som er seniorrådgiver hos Red Barnet og ekspert i børns digital liv, har fem råd til dig.

1

Lyt uden at skælde ud

- Børn vil bare rigtig gerne, at der er en mor eller far, der lytter, siger Jon Kristian Lange som det første.

Det er vigtigt, at barnet bliver mødt med forståelse. Du må som forælder prøve at undgå skæld ud og at give barnet en følelse af skam og skyldfølelse, selvom det også kan virke grænseoverskridende for dig, at dit barn har set noget ubehageligt.

- Jeg er selv forælder og kan godt forstå de følelser. Men det er vigtigt, at man lægger det væk, så man kan få talt med og lyttet til sit barn, siger Jon Kristian Lange.

2

Få mere information fra dit barn

Det er vigtigt, at du spørger ind til, hvad der er sket og får mere information fra dit barn. For eksempel ved at spørge, hvor dit barn har set det og med hvem. Det er også en god idé at spørge, hvordan har dit barn har fået fat i det. Måske har de fået tilsendt et link eller en YouTuber har talt om det. På den måde finder du ud af, hvor det kommer fra og hvor der måske kan komme mere i fremtiden.

3

Forklar barnet, hvad de så

Der er stor forskel på, hvad der påvirker børn, alt efter hvor gamle de er. Noget kan føles grænseoverskridende for en otteårig, mens det er noget helt andet, der kan påvirke en 17-årig.

- Specielt med et ungt barn er det vigtigt at forklare, at nogle gange kan man komme til at se noget ubehageligt på nettet og at det er okay at tale med mor og far om det, siger Jon Kristian Lange.

4

Undgå forbud

- Det er vigtigt ikke at komme med forbud, for så bliver det bare endnu mere spændende, siger Jon Kristian Lange.

Her er det i stedet vigtigt at få lavet en aftale om, at hvis det sker igen, er det trygt at tale med sine forældre om det. Det er kun 25 % af børn, der taler med deres forældre om grænseoverskridende oplevelser på nettet, ifølge Jon Kristian Lange.

- Det har stor positiv effekt for børn at tale med mor og far om sådan nogle oplevelser, siger Jon Kristian Lange.

5

Lav en strategi sammen med dit barn

- Mange af de medier, børn og unge bruger, starter som en såkaldt mikrotrend, hvor det pludselig bliver populært meget lokalt, for eksempel på et par skoler eller i en landsby. Mikrotrends skifter hele tiden, siger Jon Kristian Lange.

Han råder derfor forældre til at lave en strategi sammen med barnet, så den er klar, når den næste mikrotrend opstår. Brug de informationer du har fået fra dit barn, og tal med ham eller hende om, at I skal tale om det næste, der bliver populært, og hvad han eller hun ellers foretager sig på nettet. Så ved I, hvordan I skal håndtere det. Og vigtigst af alt ved barnet, at mor og far lytter, når de har brug for det.