Ferie i Danmark: Hver anden vil have oplevelser i naturen

Hvis ferien skal holdes herhjemme, efterspørger mange danskere oplevelser i naturen samt udendørsaktiviteter, viser undersøgelse.

Der var mange familier ved Silkeborg Kanocenter som lejede kanoer og kajakker i dag, så de kunne tage sig en sejltur på Silkeborgsøerne. (Foto: Diana Bengtsen © DR vejret)

I de disse uger tager mange familier ned til sol og strand i syden. Men der er også dem, som bliver hjemme og holder ferie i det danske sommerland.

For dem, som holder ferien hjemme, er det særligt oplevelser i naturen, som står højt på ønskelisten. Men mange efterspørger også attraktioner og museer, udendørsaktiviteter og kultur- og kunstoplevelser.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Epinion har lavet for Silkeborg Kommune.

Her svarer hver anden, at de i meget høj eller høj grad går efter oplevelser i naturen, når de tager på ferie i Danmark.

Det gælder også for familien Holmegaard Pryds, som Sommervejret talte med tidligere i dag.

- Det er vigtigt for os, at der er aktiviteter, når vi holder ferie. Der skal gerne ske lidt, siger Malene Pryds, der sammen med sin mand og tre børn er taget til Silkeborg fra Videbæk for at sejle i kano og kajak. Til dagligt bor familien i Svendborg.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Familien Holmegaard Pryds har aktivt valgt at holde ferie hjemme i Danmark, da de ikke gider at bruge tid på at køre alt for langt i bil. Til gengæld er det så også vigtigt, at ferien adskiller sig en smule fra hverdagen, forklarer Malene Pryds.

- Vi kan godt lide at være ude omkring havet, se noget kultur, bade og være aktive. Der er også et par stykker her i familien, som kører mountainbike, siger hun.

Sommervejret på besøg i Danmarks outdoor hovedstad

I denne uge besøger Sommervejret Silkeborg Kommune, som i 2017 vedtog, at friluftslivet skulle skal være en hjørnesten i Silkeborg Kommunes identitet.

Derfor udarbejdede kommunen en friluftsstrategi for 2017-2022, der går målrettet efter, at Silkeborg skal være kendt som Danmarks outdoor hovedstad.

Men da kommunen i slutningen af første år i førnævnte undersøgelse fik Epinion til at spørger, hvor mange som vidste, at Silkeborg var Danmarks outdoor hovedstad, så havde brandet endnu ikke sat sig fast i folks bevidsthed.

Det var nemlig kun to procent, der vidste, at Silkeborg var Danmarks outdoor hovedstad. Der er ikke offentliggjort en ny måling siden da. Så hvorvidt kendskabet til kommunens brand er steget, det vides ikke.

Men for familien Holmegaard Pryds har brandet ikke nogen betydning. De havde nemlig allerede en idé om, at Silkeborg tilbød forskellige udendørsaktiviteter:

- Men jeg vidste så godt, at Silkeborg var outdoor hovedstad, fordi jeg har set nogle reklamer, og jeg har googlet lidt, inden vi tog herop, så vi vidste præcis, hvad der var i nærheden, siger Malene Pryds.

Familien Holmegaard Pryds var blot én af mange familier, der i dag var nede ved Silkeborg Kanocenter for at tage sig en kanotur i det gode vejr.

  • Fra morgenstuden og hele eftermiddagen har der konstant været unge, ældre og børnefamilier som har sejlet ud for at opleve Silkeborgs natur. (© DR vejret)
  • Flere havde pakket op til at tilbringe hele dagen ude på Silkeborgsøerne. (© DR vejret)
  • I Silkeborg koster en kanotur koster 125 kroner i timen - eller 400 kroner for en helt dag. (© DR vejret)
  • Her sejler familien Holmegaard Pryds afsted (© DR vejret)
1 / 4

Se mere i Sommervejret i aften kl. 18.55 på DR1, hvor vejrvært Louise Gade har Søren Slott fra Silkeborg Kajakklub på besøg i vores udendørs vejrstudie for at snakke om at sejle i kajak på Silkeborgsøerne.

Facebook
Twitter