Ud for kysten ved Karlby Klint på Djursland bliver de sidste små blå metalskilte sat op, spændt efter og justeret.
For det er vigtigt, at de hvide pile på skiltene peger kommende turister i kommunen i den helt rigtige retning, så de får en god oplevelse på den nye, opdaterede vandrerute: Djurslandstien.
Initiativet er et samarbejde mellem de to nabokommuner Norddjurs og Syddjurs, der skal give besøgende en naturoplevelse på den 150 kilometer lange rute.
- Drømmescenariet er, at det bliver en landskendt rute, som folk kender, som bliver et blikfang for vores kommune og kan være med til, at turister gerne vil tage hertil, siger Allan Gjersbøl Jørgensen (S), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune.
I coronatiden lærte mange at snøre vandrestøvlerne, booke overnatninger i et shelter og bruge ferierne inden for Danmarks grænser.
En tendens, de også har mærket i Norddjurs Kommune, hvor man fik flere turister end normalt til området – blandt andet i sommerhusområderne.
Flere af gæsterne kom netop til kommunen for at vandre, og med Djurslandstien ønsker man at holde fast i den udvikling.
- Vi vil gerne have gæsterne til at fortsætte med at komme fremfor at tage til udlandet, siger Allan Gjersbøl Jørgensen.
Flere danske bookinger i sommerhuslandskabet
Selvom verden igen er åbnet, og mange fly atter er på vingerne, tyder noget på, at mange af os faktisk holder fast i ferievanerne fra coronatiden ved at holde ferie herhjemme.
Hos Feriehusudlejernes Brancheforening glæder de sig allerede nu over interessen fra danskere, der ønsker at leje et sommerhus i år.
Her ligger bookingerne fra maj til december nemlig 27 procent over niveauet i 2019 – altså tiden før corona og nedlukninger var en del af samfundet.
Turismeforsker: 'Lært os selv nye rejsevaner'
Lektor Matias Thuen Jørgensen, der er leder af Center for Turismeforskning på Roskilde Universitet, er overrasket over, at tallene for feriehusudlejninger er så høje, og at noget tyder på, at så mange vælger at blive i Danmark.
Men omvendt giver det ifølge turismeforskeren mening, at mange stadig holder fast i nogle af de oplevelser og vaner, som de har fået under corona, og ikke bare parkerer dem og straks rejser ud i verden igen.
- Vi har lært os selv nogle nye rejsevaner og fundet ud af, at der faktisk er noget at opleve ret tæt på, hvor vi bor. Og der er ikke noget, der tyder på, at vi kommer til at glemme alt det igen, siger han.
Derudover kan krigen i Ukraine og høj inflation, som vi ser nu, også spille ind og lægge en dæmper på folks lyst til at rejse ud i år, forklarer forskeren.
- Begge ting er på hver sin måde med til at skabe noget usikkerhed, og det er noget turismen bliver meget påvirket af. Mange skærer ikke rejserne væk, men i stedet ændrer man måske lidt på, hvor mange penge man bruger på det ved at vælge en anden destination eller ved at blive i Danmark, siger han.
Mette har taget hul på vandreruten
Ved Jyllands østkyst har Mette Tougaard Pedersen fra Grenaa allerede indtaget Djurslandstien for at få en lille forsmag på den renoverede vandrerute i hendes nærområde.
Under corona blev hun bidt af at vandre, og siden har hun ikke kunnet slippe den friske luft og energien, som udelivet giver.
Hun forestiller sig også, at hun fremover kommer til at kombinere vandreturene med ferier.
Mette Tougaard Pedersen kan rigtig godt lide at tage på ferie i Danmark og gjorde det også med familien under corona, og det vil de stadigvæk gøre.
Lige så stille er familien dog begyndt at rejse lidt ud i Europa igen, men de lange ture ud i verden bliver det ikke til for nu.
- Det har jeg ikke lyst til.
Nu ser hun meget frem til, at den nye vandrerute på Djursland om lidt står helt klar.
- Det bliver ikke på én dag, men jeg skal i hvert fald ud at gå hele turen, det er helt sikkert, siger Mette Tougaard Pedersen.