Festarrangører frustrerede over nye retningslinjer i 11. time: 'Lige nu er det totalt kaos'

Restaurationsbranchen er slået til plukfisk, siger brancheforeningen Horesta.

Maden var købt ind, bordene var dækket, og kokke og tjenere var kaldt ind til festlige forsamlinger rundt omkring i hele landet.

Men i går klokken 17 meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at forsamlingsforbuddet blev sænket til 50 for private fester fra i dag klokken 12.

Dermed fik restauranter, festarrangører og værter travlt - rigtig travlt. Én af dem, der pludselig fik travlt med at ændre i kalenderen er Christel Winther, der er bryllupsplanlægger hos Sophienberg Slot i Hørsholm.

- Lige nu betyder det totalt kaos. Regeringen meldte ud i 11. time - klokken 17, hvor alle er gået hjem. For os og brudeparrene er det et kæmpekaos, fortæller hun.

De nye retningslinjer betyder helt konkret, at man nu kun må være 50 og ikke 100 personer til private fester, der holdes uden for private boliger og haver.

Christel Winther har i går aftes og i morges haft brudepar og konfirmander i røret, der vil aflyse eller flytte deres fest. Konkret havde hun et bryllup og en konfirmation arrangeret i dag.

- Alt var 100 procent klar. Maden er jo stort set lavet, blomsterne er lavet, og leverandører på plads. Alt er lavet. Så vi står med aflysninger nu, som bare er drønærgerlige, fortæller hun.

Og det kan i mange tilfælde være umuligt at give folk deres penge tilbage eller lade dem flytte festen til en anden dato.

- Når et bryllup er betalt på forhånd, så er alle leverandører også betalt. Der er jo købt mad og blomster, man kan ikke refundere alle pengene, for så er der nogle leverandører, der ikke får deres penge, siger hun.

Stor betydning

Også Brian Feddersen, der ejer Løgumkloster Teltudlejning, har allerede mærket konsekvenserne, selvom det kun er et døgn siden, at retningslinjerne endnu engang blev ændret.

- Meget mindre bliver lejet ud. I morges tikkede der også en sms ind med en afbestilling til en høstfest. Så vi kan mærke det, siger han.

Også for firmaerne, der står for forplejningen til festerne, har regelændringen haft konsekvenser.

Walid Badawi, der ejer Events Catering i Charlottenlund, har fået seks afbud på mad til forskellige arrangementer alene i aften.

- Det betyder, at vi ikke kan komme af med alle de varer, vi har bestilt. Vi mister omsætningen for weekenden, som vi havde regnet med. Vi har også aflyst to kokke, der skulle arbejde i weekenden, så det betyder meget for os, siger han.

Minister: Der vil være hjælp

Erhvervsminister Simon Kollerup fortalte på gårsdagens pressemøde, at de berørte brancher vil blive kompenseret økonomisk. Han nævnte også underleverandører til private fester - for eksempel madleverandører eller teltudlejere.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) lovede på gårsdagens pressemøde, at der vil være hjælp på vej til leverandører til private sammenkomster som bryllupper og konfirmationer. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)

- Vi forstår godt, at I er ramt, og at det er svært lige nu. Og derfor vil jeg også allerede sige i dag, at vi lægger op til, at kompensationsordningerne udvides, sagde han og tilføjede:

- Er man ramt af restriktioner, skal der også være hjælp.

Hvordan det skal ske, har regeringen dog ikke fortalt.

Ifølge Horesta, som organiserer virksomheder inden for hotel- og restaurationserhvervet, rammer restriktionerne virksomheder, der allerede er hårdt ramt.

- De ligger ned i forvejen, og de er slået til plukfisk, siger Kirsten Munch Andersen, der er politisk direktør i Horesta.

Foreningen efterlyser, at politikerne hurtigst muligt sætter sig om bordet og forhandler sig frem til detaljerne i kompensationsordningen.

Kimet ned med spørgsmål

Det er ikke kun festarrangørerne, som har haft travlt siden udmeldingen. Det har man også hos brancheforeningerne.

Hos Dansk Erherv er man blevet kimet ned med spørgsmål fra virksomheder, der igen er blevet i tvivl om, hvad man må, og hvad man ikke må.

- Virksomhederne vil gerne overholde reglerne, men forudsætningen for det er, at de er til at forstå, siger Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

Ifølge ham var det nemlig ikke muligt at finde de helt konkrete regelændringer på myndighedernes hjemmesider efter gårsdagens pressemøde. Han har forståelse for, at det primære er at få stoppet smitten, men:

- Det havde været nemmere, hvis det blev meldt ud mandag morgen, siger han.

DR har i dag forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsministeriet, men her har man ikke yderligere kommentarer og henviser til gårsdagens pressemøde.

Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen stod der, at DR havde forsøgt at få en kommentar fra Erhvervsministeriet og ikke Sundhedsminsiteriet.

Facebook
Twitter