Festival og Tour på én og samme dag: Bliver det den vildeste lørdag i Roskildes historie?

Tour de France-start i Roskilde på samme dag, som festivalpladsen holder afslutningsfest.

Roskilde bliver vært for både Tour de France og Nordeuropas største rockfestival på den samme lørdag i juli 2021. (Foto: Sofie Mathiassen © Berlingske)

Lørdag den 3. Juli 2021 kan meget vel gå hen og blive en særdeles travl dag i domkirkebyen Roskilde. Måske endda en dag, der vil blive husket for evigt blandt byens færdselsbetjente og parkeringsvagter.

I løbet af de samme, få timer vil byen nemlig være vært for nordeuropas største rockfestival samt en af verdens største sportsbegivenheder, når Tour de France-etapen til Nyborg begynder i byen og Roskilde Festival finder sted på Dyrskuepladsen kort fra centrum.

- Det bliver ikke større. Byen bliver centrum for musikelskere samt verdens største cykelløb på en og samme dag, siger borgmester Joy Mogensen (S).

Etapestart fra Roskilde lørdag

Ifølge pressemeddelelsen fra de danske Tour de France-start arrangører, så begynder løbets anden etape i Roskilde lørdag den 3. juli. Netop den dag lukker Roskilde Festivalen - sædvanligvis - med et brag på Dyrskuepladsen efter en uges fest og musik.

Festivalen plejer at betyde, at byens indbyggertal vokser med over 100.000 mennesker. Med et Tour de France-besøg samtidig vil alle skalaer for gæster og opmærksomhed blive sprængt i byen.

Weekend sprænger alle skalaer

For ikke at tale om færdselsmæssige udfordringer.

- Det er klart, at det kommer til at kræve samarbejde fra politi, beredskab og andre myndigheder. Især fordi det er svært at komme ud af Roskilde uden at passere festivalen. Men jeg er overbevist om, at alle vil strække sig langt for, at det kan lade sig gøre, siger Joy Mogensen, borgmester i Roskilde.

Hun fortæller, at man nu tager hul på processen med at planlægge den omfattende logistik, så der både bliver plads til verdens hurtigste cykelryttere samt slingrende festivalgæster på byens veje.

Cykelløbets besøg vækker også glæde hos Roskilde Festival.

- Vi er meget glade for, at Roskilde får den opmærksomhed, som byen fortjener i både ind- og udland. Tour de France har mange millioner seere fra hele verden, og det er stort for både Roskilde og Danmark, at en etape starter her i byen, siger talsvinde Christina Bilde.

Rigspoliti planlægger sikkerhed

DR Nyheder har spurgt den lokale politikreds, Midt- og Vestsjællands Politi, om både Tour de France og Roskilde Festival i samme weekend bliver en stor opgave, der kræver ekstra mandskab.

Politikredsen sender spørgsmålet videre til Rigspolitiet, der skriftligt svarer, at dansk politi har god erfaring med at afvikle cykelløb, blandt andet VM og Giro d'Italia.

- Afviklingen af de tre etaper i Danmark er en stor opgave, som Rigspolitiet planlægger i et tæt samarbejde med politikredsene, øvrige myndigheder og eksterne samarbejdspartnere, skriver Rigspolitiet.

Artiklen er opdateret med en skriftlig kommentar fra Rigspolitiet.

Facebook
Twitter