"Festlig og fornøjelig" superligakamp – med 21 voldssager mod politiet og 10 arbejdsskader

En voldsom superligasøndag har givet efterdønninger hos Østjyllands Politi.

Brøndbyfans med romerlys og budskabsbannere rettet mod Østjyllands Politi. (Foto: Jens Dresling)

Der er ofte knald på, når Brøndby besøger AGF.

24. november sidste år mødtes de to i Superligaens 17. runde for øjnene af flere end 14.000 tilskuere på Aarhus Stadion. På banen vandt AGF 2-1. Udenfor fulgte et efterspil.

Politiet blev udsat for en hård behandling af en mindre gruppe ekstreme brøndbyfans. En aktindsigt til DR viser, at der i forbindelse med superligakampen blev indberettet 21 §119-sager, hvilket er vold mod tjenestemænd i funktion. Dertil har betjente på gaden anmeldt 10 arbejdsskader.

Formanden for Østjyllands Politiforening, og dermed betjentenes tillidsmand, bekræfter, at der i forlængelse af kampen har været en del henvendelser fra betjente, der havde et behov for at indsatsen på dagen blev evalueret.

- Vi har fået en række tilbagemeldinger fra kollegerne, som vi er nødt til at tage med videre til ledelsen og bede om en grundig evaluering af, siger Heino Kegel.

Seks sigtede på dagen

Udadtil har Østjyllands Politi tegnet et mere roligt billede af dagen.

Døgnrapporten fra 24. november fortæller, at ”betjentene tog imod de udenbys gæster og fulgtes med dem rundt i byen for at sikre, at alle kunne have en festlig og fornøjelig kampdag”.

Rapporten fortæller dog, at en større gruppe fans gik i samlet flok fra Aarhus Centrum mod stadion, og at der undervejs var kortvarigt uro, da nogle fans kastede kanonslag og stole mod politiet og opførte sig aggressivt mod flere betjente.

Ifølge døgnrapporten var der seks sigtelser, men ingen grundlovsforhør dagen efter kampen. Sigtelserne dækker både vold, trusler, fyrværkeri og forstyrrelse af den offentlige orden.

Politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen var operationsansvarlig på dagen. Han kalder de mange anmeldte voldssager og arbejdsskader for uacceptabelt.

- Det er ikke noget, jeg er stolt af, og derfor har vi også kigget ind i afviklingen af den her fodboldkamp, og hvad vi kan lære af den til kommende fodboldkampe på Aarhus Stadion.

Han fastholder dog formuleringen fra døgnrapporten.

- Der var en fantastisk stemning på stadion og i byen op til, men det er korrekt, at der var en episode, hvor det var ved at løbe løbsk for os, fordi nogle fans absolut ikke ønskede at følge vores anvisninger, siger han.

Ulmende uro op til Brøndbys besøg

Den hårdeste kerne af brøndbyfans og Østjyllands Politi havde i et år op til kampen i november haft et betændt forhold.

Konflikten startede, da politiet i januar offentliggjorde billeder af 18 efterlyste brøndbyfans efter et indendørsstævne i Aarhus.

Den betændte forhistorie havde også indflydelse på planlægningen af superligakampen i november, mener Brøndbys fankoordinator Johan Reiler.

- Som vi forstår det, så har de forudgående episoder mellem Østjyllands Politi og Alpha ikke bidraget positivt til stemningen, siger han.

Hvordan politiledelsen planlagde at håndtere de medrejsende brøndbyfans den søndag i november er hemmeligholdt. DR har søgt aktindsigt i politiets taktiske og strategiske oplæg for kampafviklingen 24. november, men har fået afslag.

Østjyllands Politi begrunder det med, at det er internt arbejdsredskab, og at en offentliggørelse vil være skadelig for politiets planlægning af fremtidige arrangementer.

Frustrerede betjente

DR erfarer, at flere betjente har undret sig over planlægningen, været uenige i dispositioner på dagen og givet udtryk for deres frustration.

Betjentenes tillidsmand, Heino Kegel, vil ikke fortælle, hvilke tilbagemeldinger han og politiforeningen har fået fra medlemmerne, men siger generelt: - Det er vigtigt at kunne gå på arbejde og komme hele hjem. Derfor har vi også lavet en grundig evaluering af kampen og strategien på dagen.

- Det har været en voldsom oplevelse for de kolleger, der har været på arbejde og været udsat for vold, siger Heino Kegel.

Politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen siger, at han og den øvrige ledelse ikke havde forudset problemets omfang på dagen.

- Vi har ikke noget på forhånd, der siger os, at de her fans ikke vil følge vores anvisninger. Men det viser sig, at en gruppe fans har deres egen dagsorden fra det øjeblik, de ankommer, og de fortsætter deres aggressive fremfærd, indtil kampen går i gang. Det er 150-200 meget mørkklædte mænd, og hele deres ageren er, at de absolut ikke ønsker at gå i vores retning, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

”Vi efterlyser Østjyllands Politi for inkompetence og chikane”

Brøndbyfans i udebaneafsnittet med en besked til Østjyllands Politi. (Foto: GONZALES PHOTO LASSE LAGONI)

Mens historien om de 21 anmeldte sager om vold mod politiet og 10 medfølgende arbejdsskader hidtil har været ukendt, var en del af balladen offentlig på kampdagen. Brøndbyfansenes tidligere kritik af Østjyllands Politi kom dagen igennem til udtryk på klistermærker rundt om i Aarhus, hvor fansene efterlyste to ledende medarbejdere i Østjyllands Politi med foto og teksten ”Wanted”.

Den protest blev undervejs i kampen fulgt op inde på stadion, hvor politiledernes ansigter blev fremvist på to store bannere suppleret med en hel stribe af budskaber rettet direkte mod politiet.

- Vi efterlyser Østjyllands Politi for inkompetence og chikane, vi ønsker ikke jeres form for dialog, stod der blandt andet.

Det fik dagen efter kampen blandt andre Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, til at tage skarpt afstand fra brøndbytilhængerne.

- Det er rystende, at folk ikke kan opføre sig mere voksent. Det er helt håbløst, at der er nogen, som overhovedet tænker på at udstille andre folk på den måde, sagde Claus Oxfeldt til DR i november.

Hvad så næste gang?

Selvom Politiforeningen har deltaget i den dybere evaluering af superligakampen i november, vil Heino Kegel ikke fortælle, hvilke eventuelle konsekvenser sagen vil få hverken internt eller for kommende højrisikokampe i Aarhus.

Men sagen har vist ham, at ikke alle fans kommer for at se fodbold.

- Det viser jo, at der er et had til politiet, og jeg kan konstatere, at det ikke kun er i Østjylland, der er problemer med de her folk, siger Heino Kegel.

Heller ikke politiets ledelse vil siget noget konkret om, hvad kampen og de mange anmeldte voldssager og arbejdsskader har givet anledning til.

Politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen siger dog, at evalueringen har handlet om alt fra efterretninger før kampen til indsatsen på dagen både før, under og efter kampen.

- Ledelsen har kigget på flere elementer i den her indsats, og der er flere led i indsatsen, der er reguleret på, og som vi kan gøre brug af næste gang, siger han.

Brøndbys fankoordinator, Johan Reiler, har også deltaget i dele af kampevalueringen fra november sammen med AGF og Østjyllands Politi.

- Alle parter er indstillet på at arbejde henimod at undgå lignende episoder. Vi er ligesom alle andre ærgerlige over, at der var en række episoder, der førte til anholdelser.

Hvis AGF og Brøndby holder deres nuværende placeringer i Superligaen mødes de i Aarhus igen senere på foråret.