Fik du afslag på din studieansøgning? Her er fem gode råd

Find årsagen. Søg vejledning i god tid. Og lad være med at gå i panik.

Grafik: Henrika Hermann Hansen og Morten Fogde Christensen

Måske modtog du i dag et afslag på din studieansøgning.

Det kan betyde bristede drømme og modløshed.

Men hvad kan du gøre?

Den nationale vejledningsinstitution Studievalg Danmark kommer her med fem gode råd til de studieansøgere, som ikke kom ind på en videregående uddannelse:

1

Find årsagen til dit afslag

Ifølge Studievalg Danmark er det en god idé at finde ud af, hvorfor du ikke blev optaget på uddannelsen.

Blev adgangskvotienten for høj? Gik optagelsesprøven ikke, som den skulle? Skal du kvalificere din kvote 2-ansøgning?

Årsagen til dit afslag kan nemlig hjælpe dig videre med, hvad du skal gøre næste gang.

- Du skal også undersøge, om det overhovedet kan betale sig at søge ind på den samme uddannelse igen. Du må se dig selv i øjnene og være realistisk, siger direktøren i Studievalg Danmark, Mathilde Tronegård.

2

Tjek de ledige studiepladser

Hvis du meget gerne vil starte på en uddannelse nu, kan du tjekke de ledige studiepladser eller overveje en erhvervsuddannelse.

Du reflekterede sikkert en hel del, da du skulle vælge uddannelse, og den refleksion kan du muligvis bruge til at finde et lignende eller helt andet studie at søge ind på.

- Men søg kun ind på en uddannelse, som interesserer dig, og hvor du kan se dig selv blive tilfreds og dygtig. Selvom du ikke har lang tid til at overveje dit næste træk, så tænk dig om. Lad være med at gå i panik, siger Mathilde Tronegård.

Du kan finde listen med uddannelserne, der har ledige studiepladser, på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

3

Kvalificer dig til næste gang

Det er en god idé at begynde tidligt med at overveje, hvordan du kan kvalificere dig til næste gang, du skal søge ind på en uddannelse.

Skal du eksempelvis søge ind via kvote 2, kan du orientere dig om kvote 2-kriterierne på uddannelsesstedets hjemmeside.

- Vær grundig, for uddannelserne kan have meget forskellige kriterier, forklarer Mathilde Tronegård.

Klarede du derimod ikke optagelsesprøven, kan du naturligvis forsøge igen.

- Men overvej, om du kan gøre noget aktivt for at forbedre dine chancer til prøven, siger Mathilde Tronegård.

4

Overvej en anden uddannelse eller by

Måske skal du tænke bredere ved at overveje en anden uddannelse eller en anden studieby.

Ifølge Studievalg Danmark kan man ofte finde alternativerne ved eksempelvis at zoome ind på den faglighed, man gerne vil arbejde med.

- Sørg for at have flere drømme. Der findes sandsynligvis flere spændende veje for dig, end du tror. På den måde får du flere mulige uddannelser, som du ville blive glad for, siger Mathilde Tronegård.

5

Søg vejledning i god tid

Et afslag kan sagtens være forbundet med usikkerhed om, hvordan du skal komme videre, og det kan resultere i rigtig mange spørgsmål.

Du skal sandsynligvis lige sunde dig. Og det er fint.

Men rådet fra Studievalg Danmark vil alligevel lyde: ‘Søg vejledning i god tid’.

- Mange kommer alt for sent, og pludselig er der ikke tid nok til at kvalificere sig eller overveje de alternative uddannelsesmuligheder, siger Mathilde Tronegård.

Du kan søge vejledning hos Studievalg Danmark, eVejledning eller henvende dig direkte til uddannelsesstederne.