Et markant flertal af vælgerne bakker op om finanspagten, viser en Gallup-måling i Berlingske.
56 procent af de adspurgte er enige eller overvejende enige i, at Danmark bør tilslutte sig den finanspagt, som 25 af EU's stats- og regeringschefer mandag aften enedes om i Bruxelles.
27 procent er imod, at Danmark går med i pagten, som giver EU mulighed for at føre mere kontrol med medlemslandenes økonomi.
Resultatet vækker begejstring i regeringen, hvor De Radikales europaordfører, Sofie Carsten Nielsen, glæder sig over, at det er lykkedes at forklare kompliceret EU-stof, så danskerne er klar til at bakke op om den førte politik.
Flere vil bevare euro-forbeholdet
- Det viser, at alvoren står klart for danskerne. Finanspagten er nødvendig for at stabilisere europæisk økonomi, og folk ved godt, at det er nødvendigt for at Danmark også kan komme på ret kurs, siger Sofie Carsten Nielsen.
Men samtidig med, at et markant flertal af danskerne siger ja til finanspagten, så stiger modviljen mod at afskaffe alle de fire danske EU-forbehold. Mest markant går 65 procent af vælgerne ind for at bevare euro-forbeholdet. I januar 2009 var det tilsvarende tal 42 procent.
Sofie Carsten Nielsen mener, at den stigende modvilje mod euroen er et resultat af danskernes utilfredshed med, at en række sydeuropæiske lande ikke har haft styr på økonomien.