Finn er multi-syg: 'Jeg havnede mellem to stole'

Eksperter: Sundhedsystemet er for dårligt til at behandle patienter med flere sygdomme

Finn Wulff lider af lungesygdommen KOL, knogleskørhed og en mave-tarmsygdom. (Foto: Christian Michael Hansen © Danmarks Radio)

En ulykke kommer sjældent alene.

Sådan siger man, og sådan var det også for Finn Wulff, da han fik konstateret lungesygdommen KOL og kom i behandling.

For KOL-medicinen havde den bivirkning, at Finn Wulff fik osteoporose- også kendt som knogleskørhed.

Finn Wulff fik derfor medicin for knogleskørheden, men medicinen gav ham alvorlige smerter i benene.

- Jeg var meget lidt tryg ved situationen, for jeg havde virkelig voldsomme smerter og var bange for, der var noget rigtig alvorligt galt, og der følte jeg ikke, systemet kunne tage hånd om mig, fortæller han.

Finn Wulff kontaktede først ambulatoriet, der ikke kunne hjælpe ham. Og da han ringede til sin egen læge, blev han igen sendt videre med beskeden om, at hun ikke kendte nok til den medicin, han havde fået. Der endte med at gå flere måneder, før en af lægerne tog ansvar for at hjælpe ham.

- Der følte jeg virkelig, jeg var havnet mellem to stole.

Og Finn Wulff er ikke den eneste, der oplever, at systemet har vanskeligt ved at holde styr på mere end én sygdom ad gangen.

Patienter med flere kroniske sygdomme, oplever ofte at skulle til kontroller, behandlinger og samtaler med forskellige behandlere - på forskellige tidspunkter - på forskellige adresser - uden at nogen har ansvaret for det samlede forløb.

- Patienterne oplever at de i en eller anden grad er overladt til sig selv.

Det siger overlæge Anne Frølich, der er leder af Forskningsenheden for Kroniske Sygdomme på Bispebjerg Hospital.

Sammen med en række andre forskere udgiver hun i dag en stor rapport med en lang række anbefalinger til, hvordan sundhedsvæsnet kan blive bedre til at tage sig af de multisyge, som de kaldes.

Må selv tage ansvar for behandling

Finn Wulff er siden også blevet ramt af en mave-tarmsygdom og har dermed i alt tre kroniske sygdomme.

Det betyder, at han - udover at gå til egen læge - ofte også må en tur forbi to forskellige ambulatorier på Holbæk Sygehus. Men kontakten mellem de mange behandlingssteder fungerer ikke godt nok, fortæller han.

Hvor gode er de forskellige instanser til at snakke sammen?

- Det gør de stort set ikke. Jeg skal selv være opmærksom på, hvor jeg skal rette henvendelse for at få gjort noget ved et problem, siger han.

- Jeg er overbevist om, at hvis jeg lænede mig helt tilbage, så ville jeg få et meget sværere forløb.

Flere multisyge i fremtiden

Hver fjerde over 16 år lider af mere end én kronisk sygdom. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Patienterne risikerer at få forkert medicin, de har større risiko for at blive indlagt - og tidlig død. Og det koster samfundet dyrt. Derfor har en gruppe forskere nu taget initiativ til den nye rapport, der indeholder en række anbefalinger til, hvad der bør gøres.

Ifølge Anne Frølich skal sundhedsvæsnet forberede sig på, at udfordringen med multisyge patienter vil vokse sig endnu større i fremtiden.

- Eftersom hele befolkningen lever længere og længere med de her sygdomme, så skal vi også til at tænke på en anden måde og blive mere effektive og finde nogle mere patientvenlige måder at arbejde på.

Ifølge forskerne bag rapporten er løsningerne blandt andet, at sundhedsvæsnet bliver bedre til at udveksle oplysninger om patienterne - og at hver enkelt patient bliver tilknyttet én læge, som har ansvaret for behandlingen.

- Det man kunne gøre for at gøre det nemmere for patienterne, det kunne være at reducere antallet af besøg, så man klarede flere ting på et enkelt besøg, siger overlæge Anne Frølich.

Finn Wulff mener, han ville have fået en bedre behandling, hvis han kun skulle have forholdt sig til én læge.

- Jeg tror, hvis der havde været en personansvarlig læge, så havde han eller hun mentalt kunne holde mig i hånden og have ført mig gennem systemet. For lægen ville jo med sin uddannelse vide, hvor jeg skulle have været henne.

Facebook
Twitter