Fire år efter angrebet på Krudttønden: Mødes stadig med andre overlevende

Overlevende fra Krudttønden mødes jævnligt for at dele deres oplevelser med hinanden.

På torsdag er det fire år siden, Omar El-Hussein dræbte to personer og sårede seks betjente ved to angreb i København.

Valentinsdag 2015 skød han først mod et arrangement om ytringsfrihed i kulturhuset Krudttønden på Østerbro og senere mod synagogen i Krystalgade i indre by. Begge angreb kostede en person livet.

Og for dem, der overlevede skyderierne, er det en oplevelse, der her fire år efter ikke slipper dem.

En af dem, der oplevede angrebet på nærmeste hold, var fotografen Peter Bak.

I dokumentaren 'Vi overlevede Krudttønden' i aften klokken 21.30 på DR2 kan man høre ham og andre overlevende fra det første angreb mod Krudttønden fortælle deres historier.

I dokumentaren fortæller Peter Bak blandt andet, at han den dag i 2015 deltager i arrangementet i Krudttønden for at filme det. Han tager derfor sit kamera med til mødet.

- Jeg har i mange år filmet de her debatmøder. Jeg vil gerne selv lytte til det, og så kan jeg også lave et sammendrag af aftenen, som jeg kan lægge på nettet i god kvalitet, siger han.

'Vi har ytringsfrihed, men...'

Mens han gør klar til at optage arrangementet, hvor blandt andre den svenske kunstner Lars Vilks skal tale, dukker en gammel bekendt op; filminstruktøren Finn Nørgaard.

- Jeg bliver overrasket over det og glad for at se ham. Vi er jo kolleger, så det er et glædeligt gensyn.

Arrangementet i Krudttønden går i gang, og de første talere bevæger sig ud i deres indlæg om ytringsfrihed.

- En af talerne går i gang med sit oplæg. Hun nævner det her med, at man tit siger, at ”Vi har ytringsfrihed, men…” og lige præcis i den sætning starter skuddene, fortæller Peter Bak.

I de næste minutter affyrer den 22-årige Omar El-Hussein 28 skud fra en M/95-riffel mod Krudttønden. Målet var formentlig kunstneren Lars Vilks, der har været under beskyttelse, siden han i 2007 tegnede profeten Muhammed som en hund.

Mens skuddene lyder, forsøger de mange tilhørere til arrangementet at komme i skjul eller flygte uden at blive ramt af kugler fra riflen.

Se Peter fortælle om at komme alt for tæt på Omar El-Hussein i klippet her:

- Jeg kommer i tanke om, at der er et baglokale ude bagi, og at der er en vej ud. Så jeg løber der ud. Der ser jeg lige op på Omar El-Hussein. Jeg ser ham.

- Han vender sig om mod mig, men jeg vil ikke have, at han ser mig. Der holder en bil mellem os, som jeg lægger mig under, så han ikke kan skyde mig. Så fornemmer jeg også, at han kigger mod mig, men at han så vender sig igen og stikker videre i samme retning, husker Peter Bak.

Finn Nørgaard dør

Omar El-Hussein slipper væk fra stedet. Peter Bak slipper fra attentatet uskadt, men det er der andre, der ikke gør. Fire betjente bliver såret af enten skuddene fra riflen eller glasskår, og ude foran Krudttønden ligger en livløs person, der er ramt af skud.

Over det næste stykke tid begynder Peter at filme, hvad der foregår. Først fra sin telefon og siden med sit kamera. Han opdager også den livløse krop foran kulturhuset.

- Mens jeg står med mit kamera, begynder det at dæmre for mig, at det kunne være Finn. Men jeg er overhovedet ikke sikker. Det kunne være ham, men han kunne også være løbet.

- Så jeg tænker, at jeg vil lige prøve at sende ham en sms. ”Hej Finn. Jeg håber, du er OK."

Senere bliver Peter Bak sammen med de andre overlevende kørt til en politistation for at blive afhørt. Her får de at vide, at manden, der lå foran Krudttønden, er død.

I klippet her kan du se Peter fortælle om at blive afhørt af politiet efter angrebet:

- Det første, jeg siger, det er, at jeg tror, jeg ved, hvem den døde er. Hvis I siger, det er en anden, så er det selvfølgelig sådan. Men jeg tror, jeg ved det, siger Peter Bak.

Politiet ved på det tidspunkt ikke, hvem manden er, fortæller han.

- Så jeg siger: ”Jeg er næsten sikker på, at det er Finn Nørgaard”. Det er som om, at da betjenten begynder at skrive det ind, så bliver det virkeligt, at det er ham. Sådan oppe i mit hoved. Det er fandeme Finn. Jeg behøver ikke vente på hans svar på sms. Der kommer aldrig noget. Det var Finn.

Prøver at leve videre

Peter har ret i sin formodning. Finn Nørgaard bliver skudt og dræbt foran Krudttønden, da han prøver at forhindre Omar El-Hussein i at skyde mod kulturhuset. Peters sms bliver aldrig besvaret.

Modsat andre af øjenvidnerne til skudepisoden reagerer Peter ikke voldsomt på attentatet i den efterfølgende periode. Han føler, at han kan håndtere situationen og kan leve nogenlunde normalt videre.

- Det begynder jeg egentlig at tænke meget over. For jeg taler med andre, der har reageret meget voldsomt. Og jeg har det faktisk ret dårligt med, at jeg ikke reagerer. Er jeg bare sådan en kold skid, der ikke har nogle følelser?

- Men jeg ender jo med at måtte erkende, at jeg ikke er traumatiseret. Jeg tror heller ikke, jeg ville vinde noget ved at gå ned ad en mørk sti og se ned i det her dyb. Jeg vil hellere være glad for, at jeg ikke er blevet påvirket negativt af det, siger han.

Krudttøndegruppen

Alligevel har oplevelsen ikke sluppet ham. Han har stadig et stort behov for at tale om, hvad der skete i minutterne omkring angrebet.

Det gør han især med flere af de andre overlevende fra debatarrangementet i Krudttønden. En del af dem mødes stadig jævnligt i det, de kalder Krudttøndegruppen. En gruppe, hvor de kan dele deres oplevelser og tale om, hvad der skete dengang.

  • Instruktøren Finn Nørgaard mistede livet foran Krudttønden, da han ifølge et øjenvidne forsøgte at stoppe Omar El-Hussein. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)
  • Omar El-Hussein affyrede i alt 28 skud mod kulturhuset Krudttønden. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Den daværende franske ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, var blandt deltagerne til arrangementet i Krudttønden. (Foto: Claus bech © Scanpix)
1 / 3

Og selv om det nu snart er fire år siden, har mange af dem stadig brug for at tale om angrebet.

- Vi er vel 10-15 stykker, der bliver ved med at dukke op. Og vi bliver øjensynligt aldrig færdige med at tale om de her ting.

- Vi oplever det her så forskelligt. Vi har alle sammen set de samme ting, men vi har meget forskellige oplevelser af det. Og når vi taler sammen, kan vi tale om det på en måde, som vi ikke kan med andre, siger Peter Bak.

Krudttøndegruppen og de overlevendes fortællinger kan du se mere til i dokumentaren "Vi overlevede Krudttønden" i aften klokken 21.30 på DR2.

To personer blev dræbt under Omar El-Husseins attentat 14. februar 2015. Finn Nørgaard døde foran krudttønden, og om natten blev Dan Uzan dræbt foran synagogen i Krystalgade, hvor han holdt vagt for en bat mitzvah. Seks betjente blev såret under de to angreb.

Facebook
Twitter