Fire gange større end Black Friday: Kineserne går shopamok på singlernes shoppedag

Også i Danmark bliver der søndag afholdt tilbudsdagen Singles Day.

Omkring 109 millioner pakker leveres dagligt i Kina i dagene omkring Singles Day. (Foto: Fred Dufour © Scanpix)

Den omsætter for mere end 160 milliarder kroner, den er fire gange så stor som Black Friday, og den ser kun ud til at blive større i fremtiden.

Den kinesiske shoppedag Singles Day er i den grad kommet for at blive, og søndag rammer den for alvor også Danmark.

Således disker en lang række danske butikker som Elgiganten, Jysk og Saxo op med en lang række gode tilbud til kunderne.

De rider dermed med på den bølge, som har taget især Kina med storm, efter en gruppe kinesiske studerende angiveligt opfandt singlernes dag tilbage i 90'erne for at fejre, at de ikke havde kærester ved at købe gaver til dem selv.

Derfor faldt valget af dato også på den 11/11, hvor ettallerne symboliserer den enlige, og dagen bliver nu markeret hvert år med vilde tilbud, mens den også fejres med venner og byture i Kina.

En regulær højtid i Kina

Singles Day slog ifølge Forbes for alvor igennem som kommerciel shoppedag i 2009, da den kinesiske handelsplatform og internetgigant Alibaba begyndte at satse på den.

Og selvom andre internethandlere siden har taget dagen til sig, associeres den stadig primært med Alibaba, der ikke er en klassisk webshop, men mere en platform for virksomheder til at sælge deres produkter.

Med Alibaba, der er den største af sin slags i verden, har Singles Day oplevet en enorm vækst, og sidste år brugte kunderne mere end 160 milliarder kroner i løbet af de 24 timer, som den varer - en stigning på 40 procent fra året forinden, skriver The Guardian.

Til sammenligning blev der til Black Friday i USA købt ind for knap 33 milliarder kroner.

Singles Day har nærmest udviklet sig til en regulær højtid i Kina, og Alibaba markerer også nedtællingen til dagen med et storstilet show, der har haft besøg af stjerner som Pharrel Williams, David Beckham og basketstjernen Kobe Bryant.

  • Årets Singles Day-show i Shanghai. (Foto: Str © Scanpix)
  • Den australske model Miranda Kerr til årets Singles Day-show i Shanghai. (Foto: Str © Scanpix)
  • Årets Singles Day-show i Shanghai. (Foto: Str © Scanpix)
  • Dagen skaber ekstraordinær travlhed hos det kinesiske postvæsen. (Foto: China Stringer Network © Scanpix)
  • Dagen skaber ekstraordinær travlhed hos det kinesiske postvæsen. (Foto: China Stringer Network © Scanpix)
1 / 5

Vækster i Danmark

I Danmark startede Singles Day så småt sidste år, hvor et lille udvalg af butikker tog dagen til sig.

Ifølge en analyse fra Foreningen for Dansk Internet Handel tilbød 2,9 procent af netbutikkerne tilbud på dagen.

I år er der dog sket en væsentlig udvikling, og 13 procent af butikkerne melder sig klar med tilbud.

Den danske virksomhed Bestseller har allerede haft stor succes på dagen, og den omsatte således for mere end en milliard kroner på Singles Day i Kina sidste år.

Facebook
Twitter