Fire måneders fængsel for søvnkørsel

Højesteret har sat punktum i en principiel sag om særlig hensynsløs kørsel. Retten finder ikke, at en kvinde der faldt i søvn bag rattet og kørte en mand ihjel, handlede særligt hensynsløst.

Det koster en kvindelig bilist fire måneders ubetinget fængsel, at hun for to år siden kørte en mand ihjel på et tidspunkt, hvor hun ikke havde sovet i 24 timer. Det afgjorde Højesteret kort efter klokken 12.

Højesteret omgjorde dermed en dom fra landsretten, som fandt at hun var skyldig i hensynsløs kørsel og idømte hende 10 måneders ubetinget fængsel.

For to år siden kørte den dengang 31-årige kvinde fra Odder en 75-årig mand ihjel. Hun havde på det tidspunkt været vågen i et døgn.

Træthed er uagtsomhed

Byretten straffede hende med tre måneders fængsel, mens Landsretten anså søvnkørslen for en langt grovere forseelse og lod straffen lyde på 10 måneders fængsel.

Forskellen på de to domme var så stor, at det i dag blev Højesteret, der skulle afgøre forbrydelsens karakter. Det er dermed nu afprøvet, hvordan en stramning af loven fra 2002 skal tolkes.

Dengang blev det muligt at straffe bilister hårdere, hvis de har opført sig hensynsløst op til en ulykke. Højesteret vurderer dog ikke, at det var særligt hensynsløst af bilisten, at hun kørte selvom hun var træt. Men det var uagtsomt.

Udover fængselsstraffen skal kvinden også op til en køreprøve om to år, hvis hun igen vil sidde lovligt bag rattet i en bil. Højesteret har nemlig også frakendt hende kørekortet i den periode.

Facebook
Twitter