Flodbølge i Grønland

Fire personer formodes omkommet efter grønlandsk flodbølge

Der er tale om tre voksne og et barn, oplyser politiet i Nuuk.

Bygden Nuugaatsiaq efter en flodbølge oversvømmede den lørdag aften. (Foto: Steffen Fog © Arktisk Kommando)

Politiet i Nuuk formoder nu, at de fire savnede personer fra Nuugatsiaq i Grønland alle er omkommet i forbindelse med oversvømmelsen af bygden lørdag aften som følge af en kraftig flodbølge.

Der er tale om tre voksne og et barn, og de pårørende er underrettet.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Eftersøgningen i området fortsætter, når forholdene igen tillader det.

Flodbølgen ramte ligeledes dele af byen Uummannaq og bygden Illorsuit, og i alt er 190 personer blevet evakueret fra deres hjem.

Siden søndag har flere tilbudt deres hjælp.

Søndag fløj 11 danske betjente til Grønland for at assistere i den operative ledelse af redningsaktionen og afløse deres pressede kolleger.

Og i dag har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meldt ud, at han er klar med yderligere hjælp, hvis Grønland for brug for det.

Også Island og Færøerne har støttet Grønland. Færøerne har givet to millioner kroner til naturkatastrofen, ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.

Den islandske regering har sendt 2,6 millioner kroner i støtte til ofrene. Landets premierminister, Bjarni Benediktsson, siger til det islandske medie mbl.is, at begivenheden har rørt hele landet, og at det er vigtigt at give støtte til Grønland i den svære situation.

Facebook
Twitter