Fire store danske festivaler dropper engangsglas

En stor opvaskemaskine skal vaske plastglas på festivalerne NorthSide, Roskilde Festival, Tinderbox og Grøn.

Plast-skraldespandene bliver mindre på de fire største festivaler, efter beslutningen om at vaske alle plastglas op (arkivfoto) (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Festivalgængere på fire af Danmarks største festivaler skal fremover nyde deres kolde drikkevarer fra glas af genbrugeligt plastik.

Festivalerne NorthSide, Roskilde Festival, Tinderbox og Grøn har hvert år langet over to millioner engangsplastkrus over disken, men det skal der ændres på, oplyser Tinderbox.

De genbrugelige plastglas er udviklet af Tuborg i samarbejde med de fire festivaler.

Tuborg har løbende fået rådgivning fra miljøorganisationen Plastic Change for at finde den rette løsning. Løsningen indebærer blandt andet, at Tuborg stiller en ny, mobil opvaskemaskine til rådighed, der besøger de fire festivaler.

Opvaskemaskinen bliver 13,4 meter lang og kan vaske over 9000 genbrugsplastglas i timen.

Glassene bliver vasket på stedet, og når de bliver slidte, bliver de sendt tilbage til leverandøren, som sørger for, at materialet bliver genbrugt.

De genbrugelige plastglas bliver produceret i Herning af Kifa Plast.

Plastic Change, der arbejder for at skabe mere opmærksomhed på konsekvenser ved plastaffald, kalder projektet "en vigtig sejr i kampen mod unødvendig engangsplastik".

Også miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) ser gode perspektiver i tiltaget.

- Det her er den type af samarbejder, som vi har brug for, hvis vi for alvor skal gøre noget ved vores genbrug og genanvendelse, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter