Vi kender dem stort set alle sammen. Irriterende sms'er eller telefonopkald fra svindlere, der i sidste ende forsøger at få os til at overføre penge.
Men nu skal der skrues op for kampen mod svindlerne, der i stigende grad forsøger at franarre os penge.
Erhvervsministeriet har slået pjalterne sammen med bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Teleindustrien og Ældre Sagen for at minimere svindlen med fire nye tiltag.
- Digital svindel har nået et ret voldsomt omfang efterhånden, og det går særligt ud over sårbare grupper. Derfor er jeg glad for, at vi har sat initiativerne i værk, som kan beskytte os, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Tal for Danmarks Statistik viser, at der i fjerde kvartal af 2022 var 7.000 anmeldelser om databedrageri. Det er en stigning på 49 procent i forhold til det samme kvartal året før.
Både banker og telebranchen skal på banen
De fire nye tiltag rammer både bankerne og teleindustrien.
Bankerne vil indføre en beløbsgrænse på 50.000 kroner for straksoverførsler om dagen, hvor det hidtil i flere banker har været på op til 500.000 kroner, man kunne overføre dagligt.
Desuden vil bankerne informere kunder om fuldmagtsløsninger, så pårørende nemmere kan følge med i for eksempel en ældre persons udbetalinger.
Derudover skal det være sværere for svindlere at gøre brug af falske afsendernumre, når de sender sms'er. Det er det, der kaldes smishing. Det kan eksempelvis være, hvis en svindler får det til at ligne, at en sms kommer fra PostNords nummer, selvom den i virkeligheden bliver sendt af svindleren.
Det forhindres konkret ved, at teleselskaber vil gøre det muligt for de rigtige ejere af sms-numrene at få beskyttet deres numre, så de ikke kan benyttes af svindlere.
Derudover vil man sætte nye informationskampagner i gang, så flere borgere bliver opmærksomme på risikoen for svindel.
De fleste initiativer forventes at blive lanceret i første kvartal i 2024.
- Jeg håber, det vil hjælpe, siger erhvervsminister Morten Bødskov og siger, at der er brug for en bred beskyttelse.
Birgit Marie Schütz fra Rødding blevet svindlet for 600.500 kroner. Hør hende fortælle om oplevelsen her:
It-ekspert: Der er huller i planen
Peter Kruse har i flere år beskæftiget sig som it-sikkerhedsekspert. Han mener, at det lavere maksimumsbeløb af straksoverførsler vil have en effekt. Men han så gerne, at man var gået længere for at få stoppet svindlerne.
- Jeg så hellere, at man var gået linen ud, når det handler om falske sms'er og opkald, siger han.
Peter Kruse peger på, at de links, som svindlerne typisk sender i en sms-besked, skal blokeres. Det vil betyde, at modtageren ikke kan åbne siden, hvis man trykker på linket.
Desuden mener han, at det skal gøres umuligt for andre at misbruge aktive numre i Danmark, i stedet for at selskaberne selv skal anmode om at få deres numre beskyttet.
- Det batter ikke noget, for svindlerne finder hurtigt et nyt nummer, der fungerer. Løsningen er at lave moderne løsninger, så man blokerer andre i at ringe op og sms'e fra numre, der ikke er deres, siger Peter Kruse.
Det er nemt for svindlere at få det til at ligne, at de ringer op fra et andet nummer. Se her, hvordan en ekspert på området nemt kan få det til at ligne, at DR-værten Kim Bildsøe ringer op:
Morten Bødskov siger, at parterne allerede er i gang med at se på flere muligheder, der skal gøre det sværere for svindlerne.
- Vi kigger på, hvad vi yderligere kan gøre. Der er teleindustrien og bankerne centrale, for det er dér, blokaderne skal sættes ind, og hvor vi har behov for at finde effektive værktøjer. For de kriminelle er usædvanlig kreative, og vi har behov for at trykprøve teknologiens muligheder, siger Morten Bødskov.
Herunder kan du se et afsnit af Kontant, der handler om, hvordan telefonsvindlere bærer sig ad.