Fire tiltales for at ville i krig for Islamisk Stat

Anklagemyndigheden har rejst tiltale i en ny sag om fire personer, der ville kæmpe for Islamisk Stat i Syrien.

Fire personer tiltales for at ville tilslutte sig Islamisk Stat. Tre af dem har været varetægtsfængslet, siden de blev anholdt i Tyrkiet i marts. (Foto: © DADO RUVIC, Scanpix)

To kvinder og to mænd er blevet tiltalt for at have forsøgt at tilslutte sig Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Det oplyser Statsadvokaten i København på Twitter.

- Anklagemyndigheden har vurderet, at de fire havde til hensigt at slutte sig til IS og dermed fremme terrororganisationens virksomhed, siger vicestatsadvokat Anders Riisager i en pressemeddelelse.

Tre af dem blev anholdt af tyrkisk politi, inden de nåede at rejse ind i Syrien. De vendte herefter tilbage til Danmark. Den fjerde nåede slet ikke at forlade Danmark, fordi hun havde fået frataget sit pas.

De tre, der blev anholdt i Tyrkiet, har været varetægtsfængslet, siden de vendte tilbage til Danmark i slutningen af marts 2017.

Retssagen kommer til at køre ved Retten i Glostrup.

Den indledes 7. juni, og den ventes afsluttet senere samme måned.

/ritzau/