Fire ud af ti klar til at sende danske soldater i ildkamp mod IS

I dag forlod otte danske F16-fly basen i Skrydstrup for at bekæmpe Islamisk Stat i Irak. Men en stor del af danskerne er også klar til at bekæmpe jihadisterne fra landjorden.

Danske specialtropper under en øvelse i Rørdal øst for Aalborg. (Foto: Henning Bagger)

Balkan, Afghanistan, Irak, Libyen, Mali og nu Islamisk Stat. Den aktivistiske danske udenrigspolitik har de sidste par årtier holdt den danske krigsmaskine travlt beskæftiget.

Og i dag blev endnu et kapitel tilføjet, da otte danske F16-fly forlod basen i Skrydstrup med kurs mod Kuwait, hvorfra kampen mod jihadisterne i Islamisk Stat skal udkæmpes i Irak.

Men trods tab af menneskeliv og mange hårdt sårede soldater i de tidligere krigsindsatser, er der ikke noget, der tyder på, at danskerne er krigstrætte.

En måling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder, viser, at cirka 40 procent af danskerne er enige eller delvist enige i, at Danmark skal være klar til at gå ind med soldater på landjorden i kampen mod Islamisk Stat, hvis vi bliver bedt om det.

Blandt de mest krigsparate

Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen er ikke overrasket over, at fire ud af ti danskere er klar til at sende soldater i krig på landjorden.

- Vi er blandt de nationer, som er mest parate til at sende vores soldater i krig, siger Peter Viggo Jakobsen.

Han hæfter sig ved at af Danmark i flere undersøgelser, er blandt de mest krigsparate lande i Europa foran nationer som Frankrig og Storbritannien.

- I mange vestlige lande er holdningen, at der ikke skal være soldater på landjorden. De gider ikke dø for Irak, Syrien eller for den sags skyld Ukraine, så når 40 procent bakker op om at indsætte soldater, hvis det er nødvendigt, så viser det, at man anser Islamisk Stat som en trussel, der skal fjernes, siger Peter Viggo Jakobsen.

Farligere at være landsoldat

Men at sende danske landtropper i kamp mod Islamisk Stat er en meget farligere mission end de bombetogter som vores F16-fly i dag er blevet sendt af sted for at deltage i.

- Formålet med at indsætte landtropper ville jo være at bekæmpe Islamisk Stat i byerne, og det ville være en meget farligere mission, end den Folketinget har besluttet i dag, lyder det fra Peter Viggo Jakobsen.

Han anser det dog for ganske hypotetisk, at Danmark skulle gå forest med den strategi.

Flertal imod landtropper

Meningsmålingen som Epinion har lavet for DR viser da også, at et snævert flertal, nemlig 45 procent af danskerne, ikke er parate til at sende danske soldater i kamp på landjorden.

Heller ikke blandt politikerne er der lige nu opbakning til ideen.

- Det, der ligger i kortene nu, er bestemt ikke landtropper. Vi hjælper irakerne fra luften, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil være et vigtig bidrag til den kamp, de nu skal kæmpe, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Se mere om den danske krigsdeltagelse i Bag Borgen på DR1 i aften kl. 21:55

Facebook
Twitter