Fire unge mænd fortæller om deres oplevelser med nikotinposer

Når unge bruger nikotinposer og andre snuslignende produkter, ender det ikke altid under overlæben.

(Foto: Anna Rosenfeldt Christensen / Grafik: Signe Heiredahl © DR Nyheder)

Snus, tyggetobak og nikotinposer.

Det kan være svært at finde rundt i de forskellige røgfrie nikotinprodukter, der i daglig tale ofte bare går under navnet 'snus'. Men en ting har de til fælles: Unge er vilde med dem – og især unge mænd er begejstret for de små poser i de runde bøtter.

Produkterne er typisk beregnet til at sætte op under overlæben, hvor nikotinen optages gennem slimhinderne i munden.

Men som DR kan fortælle, eksperimenterer flere med nikotinposerne helt andre steder - blandt andet under forhuden, i vagina og i endetarmen.

Herunder fortæller fire unge mænd om deres erfaringer.

1

Victor Flensborg Buus - 19 år

(Foto: Anna Rosenfeldt Christensen / Grafik: Signe Heiredal © DR Nyheder)

For fem år siden blev Victor træt af lugten af de cigaretter, han røg. Derfor skiftede han til at bruge de små nikotinposer i stedet. Hans egen oplevelse er, at nikotinposerne er meget udbredt – og han kender selv flere, der bruger poserne, end der ryger.

- 'Snus' er nemt, fordi man kan tage det over det hele. Man behøver for eksempel ikke at gå udenfor, som når man skal ryge.

Victor har også selv prøvet at eksperimentere med nikotinposerne.

- Jeg har prøvet 'snus' under forhuden en enkelt gang. Jeg prøvede det bare, fordi det skulle prøves. Det gør jeg ikke igen. Det var bare ikke rart. Det er overhovedet ikke noget, jeg vil anbefale andre. Hold jer fra det.

2

Christian Bunk - 17 år

(Foto: Anna Rosenfeldt Christensen / Grafik: Signe Heiredal © DR Nyheder)

Til dagligt bruger Christian ikke nikotinposer. Men når han er til fest, ryger der af og til en pose op under overlæben.

- Jeg tror, det er så populært, fordi man ikke kan lugte det, og fordi det er nemt at skjule, siger han om produkterne.

For ham er det ikke nyt, at der bliver eksperimenteret med dem.

- Jeg ved ikke, om mine venner selv har prøvet det, men flere har fortalt mig, at man kan proppe 'snus' under forhuden, mellem tæerne og op i røven. Det virker klamt og unødvendigt. Det er jo ikke det, produktet er beregnet til.

3

Villads Elmer - 17 år

(Foto: Anna Rosenfeldt Christensen / Grafik: Signe Heiredahl © Arkiv: DR Nyheder)

Omkring nytår begyndte Villads at bruge nikotinposer. Og nu bruger han det dagligt.

- Jeg tager det, fordi jeg er afhængig. Det er dejligt, og man kan slappe af, når man tager det, siger han.

- Stort set alle mine venner tager det, og man kan nemt lige få et stykke, hvis man ikke selv har.

Han har ikke selv eksperimenteret med at bruge poserne andre steder på kroppen.

- Men jeg kender flere, som har eksperimentet med det under forhuden, mellem tæerne og i røvhullet – nogle har også prøvet det under øjenlåget og i næsen.

Han tror, at lysten til et eksperimentere blandt andet skyldes kedsomhed.

- Det er noget, de gør i fællesskab, fordi de keder sig. Nogle har gjort det på deres efterskole, eller når de sidder sammen med vennerne og skal finde på et eller andet sjovt at give sig til. Jeg synes, det er mærkeligt. Det er ikke noget, jeg selv vil prøve. Jeg synes, at det fungerer bedst i munden, så hvorfor prøve andre steder?, siger Villads.

4

Gustav Clausen - 17 år

(Foto: Anna Rosenfeldt Christensen / Grafik: Signe Heiredahl © DR Nyheder)

Selvom Gustav ikke bruger nikotinposer, så har han prøvet og mærket effekten af dem.

- Mange af mine venner tager det, så jeg har prøvet det gennem dem. Jeg bliver mere påvirket af 'snus', end jeg gør af cigaretter. Man bliver mere afslappet af det.

Selv kunne han ikke finde på at eksperimentere med nikotinposerne.

- Jeg har ikke eksperimenteret med det andre steder end munden, men en af mine venner har prøvet det i numsen. Jeg synes, at det er mærkeligt, og det lyder meget ulækkert.

Facebook
Twitter