Firma bag bycykel trues af konkurs: Vi tror på, at vi kan levere

Firmaet Gobike har fået to uger til at levere de bycykler, de har aftalt med København, Frederiksberg og DSB.

På 14 dage skal flere end 1.400 bycykler leveres, hvis firmaet bag ikke skal bevæge sig mod en potentiel konkurs. (© Gobike)

- Vi tror på, at det vil lykkes.

Sådan lyder meldingen fra firmaet Gobike, som mangler at levere 1.436 bycykler til DSB, Frederiksberg og Københavns Kommune.

Onsdag satte fonden bag hovedstadens bycykler, By- og Pendlercykelfonden, firmaet Gobike stolen for døren på vegne af de tre købere og gjorde det klart, at cyklerne skal være afleveret inden 14 dage.

Ellers vil kontrakten med firmaet blive ophævet, og det vil i praksis være ensbetydende med en konkursbegæring af bycykelfirmaet.

Borgmester kritiserer Gobike

DR Nyheder har kontaktet Gobike for at stille en række spørgsmål om sagen. Administrerende direktør Torben Aagaard oplyser i en sms-besked, at han er i Holland, og han har i stedet sendt en skriftlig udtalelse.

- Vi har taget fondens meddelelse til efterretning, skriver han.

Et springende punkt i aftalen om cyklerne til 88 millioner kroner er, at en del af kontrakten ikke er blevet opfyldt. Gobike har nemlig ikke stillet bankgaranti for de udbetalinger, som allerede er sendt af sted fra kommunerne og DSB.

Det drejer sig om 18 millioner kroner. På grund af de manglende bankgarantier vil København, Frederiksberg og DSB blive ligestillet med andre kreditorer i tilfælde af en konkurs. De er samtidig ikke garanteret, at de kan få milliontabet dækket.

Betalingsstandsning i Tyskland

Hvis det ender med en konkurs, så vil de 424 cykler, der er blevet leveret, blive fjernet fra gaden og indgå i opgørelsen af konkursboet.

Det er den udgang, som den ansvarlige borgmester i Københavns Kommune, teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø), frygter. Han mener ikke, at Gobike vil være i stand til at levere.

DR Nyheder har spurgt Torben Aagaard i en opfølgende mail, hvorfor der ikke er stillet en bankgaranti. Det har han ikke ønsket at svare på.

I den oprindelige skriftlige udtalelse skriver han:

- Vi beklager selvfølgelig, at det er kommet til det punkt. Vi havnede i en force majeure-situation, der opstod, da vores tyske hovedleverandør, MIFA, der er Europas største cykelfabrik, gik i betalingsstandsning.

Ifølge den administrerende direktør medførte det forsinkelser i hele processen med at levere de i alt 1.860 bestilte cykler.

- MIFA er nu igen oppe på fuld produktionskapacitet, og vi arbejder hårdt på en løsning, der kan få cyklerne ud på de københavnske gader. Vi tror på, at det vil lykkes. Det er alt, vi har at sige lige nu og henviser til By- og Pendlercykelfonden, skriver han.

De bycykler, som har stået klar til københavnerne, har haft en svær fødsel: Københavnerne mener ikke, at de har brug for de dyre cykler. Se mere i videoen herunder ved at trykke 'play'.

https://www.youtube.com/watch?v=kndJ5RoiskI

Facebook
Twitter