Firma fik millioner udbetalt for pleje af døde borgere

Betaling for ydelser til døde skyldes fejl i it-system, oplyser plejefirmaet.

Centerchef Mikkel Damgaard fra Gribskov Kommune kalder sagen for utilfredsstillende og ærgerlig. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Plejefirmaet Attendo, der leverer hjælp til 1.200 borgere i Gribskov Kommune i Nordsjælland, har taget penge for pleje af borgere, som ikke længere levede, eller var indlagt på hospitalet på det givne tidspunkt.

Ifølge Ugeposten Gribskov har firmaet modtaget 13,4 millioner kroner på to år for ydelser, der ikke er leveret.

Plejefirmaet fortæller, at det er it-systemet, der har fejlet og ikke taget højde for ændringer hos borgeren, når der udskrives fakturaer. Derudover har der været usikre arbejdsgange.

- Vores fakturering har været for usikker. Det er vi blevet opmærksomme på for et års tid siden og har siden arbejdet på at løse problemet.

- Kommunen har hvert halve år tjekket vores faktura, og så har vi betalt penge tilbage, siger regionschef i Attendo Dorte Dahl.

Utilfredsstillende og ærgerligt

Regionschefen fastslår, at der ikke bevidst er opkrævet for mange penge og understreger, at sagen også har været belastende for firmaet, fordi det giver usikkerhed om økonomien.

- Vi ikke kan genere en faktura på baggrund af kommunens it-system. Det betyder, at vi skal udarbejde en faktura manuelt. Så når en medarbejder får besked om, at en borger er indlagt, skal personen give besked videre til hende, som laver fakturaen.

- Systemet er for usikkert, fordi vi skal håndbære oplysningerne frem og tilbage. Den proces har vist sig at være for usikker, siger Dorte Dahl.

Hun forventer, at kommunen inden for nogle måneder kan stille et it-system til rådighed, som tager højde for ændringer hos borgerne.

Og indtil videre har Attendo selv strammet op på arbejdsgangen og egenkontrol, lyder det.

Centerchef Mikkel Damgaard fra Gribskov Kommune siger til Ugeposten Gribskov, at hele sagen skyldes "usikre arbejdsgange hos Attendo".

- Det her er meget utilfredsstillende og rigtig ærgerligt. Det er ikke noget, vi er stolte over kan ske, siger han til mediet.

/ritzau/