- Vi er her for at hjælpe dig på den enkleste, hurtigste, tryggeste og mest omkostningseffektive måde til at få børn via rugemor.
Sådan lyder det på hjemmesiden for det israelsk-ejede firma Tammuz, som i denne uge har inviteret barnløse danskere til at deltage i et seminar om muligheder for at få et barn via en udenlandsk rugemor.
Problemet er bare, at det i Danmark er ulovligt at en betale en kvinde for at være rugemor - altså at gennemføre en graviditet med et befrugtet æg fra en helt anden kvinde og efterfølgende aflevere barnet.
Det er også ulovligt at formidle kontakt mellem danske par og potentielle rugemødre, også selv om rugemødrene befinder sig uden for Danmarks grænser.
Men ifølge firmaets danske repræsentant, Mikkel Raahede, gør de ikke noget ulovligt, da firmaet arbejder fra Sverige, hvor de har oprettet en svensk filial.
Og i Sverige er det lovligt at formidle såkaldt kommercielt rugemoderskab. Derfor holder de sig inden for loven, siger han til DR2 Dagen.
Målet er at skabe familier
Ifølge firmaet er der over 700 børn, ”der er blevet født i Tammuzfamilier rundt om i verden.”
- Tammuz må ikke lave kontrakter på dansk jord, og det gør vi heller ikke. Vi følger svensk lov, og vi gør det fra Sverige, også selv om det er danske par.
Mikkel Raahede har selv tre børn via amerikanske rugemødre. Han ønskede at få en kernefamilie, hvor børnene ikke skulle flytte frem og tilbage mellem forældrene, og derfor synes han, at en rugemor var den bedste løsning.
Han pointerer, at firmaets mål er at skabe familier, da barnløshed kan skabe stor sorg. Og til spørgsmålet om, hvorvidt firmaet er ude i en gråzone lovgivningsmæssigt og juridisk, lyder det igen, at det er fuldt lovligt at drive firmaet fra Sverige.
- Grundlæggende mener jeg, at reglerne, som de er nu i Danmark, er forkerte.
Det samme mener sundhedsordfører Maibritt Kattrup fra Liberal Alliance. Hun mener, det er forkert, at danske barnløse par skal rejse til lande som Ukraine og USA, hvor rugemoderskab er lovligt, i stedet for at sikre ordentlige rammer i Danmark.
- Argumentet for at lovliggøre det i Danmark er, at markedet er reguleret, og at der er styr på det.
Ifølge Maibritt Kattrup skal det kun være kvinder med en fast indtægt, der skal kunne være rugemødre. Og så skal det være det danske sundhedsvæsen, der regulerer markedet.
Penge skal ikke være grunden
Men menneskekroppen skal friholdes for at kunne sælges og købes, mener Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix.
Hun går ind for det altruistiske rugemoderskab, hvor der ikke er penge involveret, men er imod det kommercielle.
- Graviditet skal ikke være et arbejde, man kan tage. Konsekvenserne kan være, at hvis ikke man får det barn, man troede, så vil man ikke have det alligevel.
- Jeg synes, man skal gå langt for at hjælpe barnløse par, men grænsen går, hvor det kan have konsekvenser for andre mennesker. Mange gør det, fordi de mangler penge, siger Stine Brix.
I stedet bør man gøre mere for at danne regnbuefamilier, sikre fertilitetsbehandlinger og sikre ordentlig, etisk adoption, mener hun.
Tammuz er udmærket klar over det store etiske ansvar, de har, siger Mikkel Raahede.
- Rugemoderskab er en lang proces med mange mellemled, og der er mange mennesker involveret.
- Her er et one-stop-shop, så man ikke efterfølgende selv skal ud og lede efter en rugemor, siger han.