Fischer-Møller ny biskop i Roskilde

Den ny biskop i Roskilde Stift hedder Peter Fischer-Møller. Han afløser Jan Lindhardt den 1. maj. Valget blev kaotisk, da første valgrunde måtte annulleres på grund af rod med stemmesedlerne.

(Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Sejren var forholdsvis kneben, men dog klar, da det torsdag blev en kendsgerning, at den ny biskop i Roskilde Stift hedder Peter Fischer-Møller.

Da stemmerne i omvalget var talt, blev resultatet 1174 stemmer til Fischer-Møller og 1055 til den anden kandidat, Poul Joachim Stender. 56 stemmer var blanke.

- Jeg er meget glad for resultatet og lover, at jeg vil være ydmyg over for opgaven. Jeg håber, at jeg kan leve op til den tillid, man har vist sig mig, sagde den ny biskop efter optællingen, siger Peter Fischer-Møller.

Kaos-valgBispevalget blev en begivenhed i sig selv, fordi det i første omgang udviklede sig til et sandt mareridt for valgkomitéen i Roskilde. Resultatet af første valgrunde den 1. februar måtte nemlig annulleres, fordi komiteen ikke havde styr på stemmesedlerne.

Denne gang gik man ekstra grundigt til værks ved optællingen, som tog lidt over to timer.

Bispevielsen finder sted i Roskilde Domkirke søndag den 27. april. DR sender direkte fra bispevielsen på DR 1 kl. 13:50.

Fakta om Peter Fischer-Møller

  • De seneste ni år provst i Ringsted-Sorø Provsti.

  • Sognepræst i Terslev og Ørslev i 24 år.

  • Medlem af Den Danske Præsteforenings hovedbestyrelse i 12 år.

  • Underviser på Haslev Seminarium og præsternes Efteruddannelse.

  • Forfatter til bogen "Et glimt af Gud" om mayaindianernes syn på kristendommen i Mexico.

Facebook
Twitter