Fisfis udvist af Danmark

Bandelederen Fisfis bliver udvist af Danmark for altid. Det har Højesteret netop afgjort. Sagen er principiel.

Bandelederen Fisfis er dømt for hashhandel, trusler og afpresning.

Bandelederen Fisfis bliver udvist af Danmark for altid. Det har Højesteret netop afgjort.

Omstøder dom

I foråret fik Fisfis med det borgerlige navn Mahmoud Khalil Salem en dom på seks års fængsel for omfattende hashhandel, trusler og afpresning. Det er normalt kriminalitet af så grov karakter, at man bliver udvist af landet.

Men fordi han har en kone og otte børn i Vollsmose, afgjorde Østre Landsret, at han skal blive i Danmark.

Det hensyn vægter Højesteret altså ikke højere end de forbrydelser, han har begået, og derfor skal han nu udvises af landet.

Kan blive i Danmark

Selvom Fisfis nu er udvist, er det dog ikke sikkert, at han kommer til at forlade Danmark. Han er nemlig statsløs palæstinenser, og derfor er der intet land, der er parat til at tage imod ham. Meget tyder derfor på, at han ender på tålt ophold i Danmark.

Det betyder i praksis, at han skal bo i Sandholmlejren, hvor han får kantinemad og 10 kroner om dagen til personlige fornødenheder.

Tager sagen videre

Fisfis' forsvarer Michael Juul Eriksen har tidligere sagt, at sagen er så principiel, at han er parat til at tage dommen hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvis Højesteret skulle omstøde landsrettens afgørelse. Det er altså nu sket.

Vi afventer en kommentar fra Michael Juul Eriksen for at finde ud af, om han stadig agter at anke dommen.

Facebook
Twitter