Fisker fik et kilo ravklump i nettet

I nettet blandt jomfruhummere og fisk fandt en Læsø-fisker en klump rav på 1280 gram til en værdi af 75.000.

Ifølge fisker Erik Vinther Poulsen er den tunge ravklump vurderet til at have en værdi helt op til 90.000 kroner. (Foto: Erik Vinther Poulsen © Erik Vinther Poulsen)

Fisker Erik Vinther Poulsen fra Østerby på Læsø kiggede en ekstra gang, da han og besætningen på hummertrawleren søndag havde en ekstra fangst med i nettet, mens de var i gang med fiskeriet mellem Hanstholm og Hirtshals.

Blandt jomfruhummere og fisk lå der en ravklump på 1280 gram, skriver TV2Nord.

- Vi havde haft nogle lidt sløje dage på båden, og så snakkede vi om, at det skulle være skidt, før det blev godt. Det var helt vildt, og det kommer jo aldrig til at ske igen, siger Erik Vinther Poulsen, som beretter, at stemningen blandt de seks mænd på båden blev temmelig god efter den usædvanlige fangst.

Erik Vinther Poulsen har sammen med sin kone været forbi auktionshuset Lauritz.com i Aalborg for at få vurderet ravklumpen, og her lød vurderingen på 75.000 kroner.

- Lige nu går vi rundt og forsøger at få den bedste pris for den, og der er også en, der har vurderet den til en værdi af 90.000 kroner, siger han.

Det samlede beløb for den store ravklump bliver ifølge Erik Vinther Poulsen delt mellem alle fiskerne om bord.

Det hører til sjældenhederne, at man finder så store klumper rav i Nordjylland.

/DR Nyheder