Endnu en dansker er smittet med coronavirus. Dermed er der nu konstateret fire tilfælde af coronavirus i Danmark.
Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er personen en tæt kontakt til den anden dansker, der blev syg med COVID-19, og er derfor allerede i hjemmekarantæne.
- Vi har allerede foretaget smitteopsporingen, og kontakterne er informeret, siger direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted i en pressemeddelselse.
Den danske mand, der fredag eftermiddag blev konstateret smittet med coronavirus, gik ifølge Sundhedsstyrelsen med symptomer i ni dage, før han kontaktede egen læge.
Den smittede kom ifølge Sundhedsstyrelsen hjem fra skiferie i Norditalien i midten af februar og blev syg med hoste og feber tre dage efter sin hjemkomst.
Styrelsen for Patientsikkerhed understreger i pressemeddelelsen, at det er vigtigt, at man ringer til egen læge eller lægevagten, hvis man inden for de sidste 14 dage har været i områder med udbredt transmission af COVID-19 og har fået symptomer som feber, hoste eller åndenød eller har været i tæt kontakt med en person, der er mistænkt eller har fået påvist sygdommen og har de samme symptomer.
Sundhedsstyrelsen holder i morgen pressemøde om status på coronavirus i Danmark, hvor også Styrelsen for Patientsikkerhed vil svare på spørgsmål.