Fjerde mand fængslet i pædofili-sag fra Vejle

En fjerde mand er fængslet for seksuelt misbrug af piger fra Vejle . Pigernes far og to andre mænd er allerede fængslet i sagen, der minder om Tøndersagen.

Sydøstjyllands Politi er kommet et skridt nærmere opklaringen af en alvorlig sædelighedssag fra Vejle, hvor to piger efter alt at dømme er blevet misbrugt af deres far og flere andre mænd.

Faren og to andre mænd er i forvejen fængslet af Vestre Landsret, og i dag blev en fjerde mand fængslet i sagen, oplyser vicepolitikommissær Peter Krogh.

- Han blev -ligesom de andre- varetægtsfængslet til den 16. april. Der er tale om mænd i 30-40-årsalderen, mere kan jeg ikke sige nu, siger vicepolitikommisæren.

Hans tilbageholdenhed skyldes, at de fire sexsigtede mænd alle er fængslet for såkaldt dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at retten har afgjort, at ingen detaljer kan frigives.

Misbruget begyndte for ni år siden

Ifølge Vejle Amts Folkeblad skete misbruget i 2000 og 2003. Sagen skulle have udspillet sig i Vejles misbrugsmiljø, men kom først til politiets kendskab i februar. Ifølge avisens oplysninger drejer misbruget sig om samleje og anden kønslig omgang.

Hvis politiets sigtelser holder, har Vejle fået en sag, der minder om Tøndersagen. Her blev to døtre krænket af faderen, og den ældste pige blev stillet til rådighed for fremmede mænd. Faderen blev idømt 10 års fængsel, mens de 16 mænd, der også misbrugte pigen, idømtes straffe på mellem to og seks års fængsel.

Facebook
Twitter