Fjernet af Facebook: Falske profiler debatterede hos Stram Kurs

Facebook har også fjernet venstrefløjsgrupper, der stred mod retningslinjerne.

Facebook er det største medie i Danmark - over 60 procent af danskerne bruger det hver dag. Sådan her ser det ud, når en profil eller side på Facebook bliver fjernet.

Falske nyheder og personer, der slet ikke findes, har gennem den seneste tid været genstand for debat.

For er de med til at påvirke udfald af valg i den vestlige verden?

Nu trækkes fænomenet igen ind i den danske valgkamp.

Facebook har nemlig for nylig slettet flere profiler, som på det sociale medie har deltaget i den politiske debat på den yderste højrefløj hos partiet Stram Kurs.

Det fortæller Martin Ruby, der er politisk chef for Facebook i Norden.

- Det var falske profiler, så vi har været inde og tage ned, siger han.

- På Facebook skal man være den, man siger, at man er. Det skal være rigtige mennesker, og man skal bruge sit rigtige navn. Vi ser, at det ofte er fra falske profiler, at for eksempel misinformation og svindelnumre kommer fra, tilføjer Martin Ruby fra Facebook.

Falsk profil fremgår hos Rasmus Paludan

Flere af de falske profiler har været særdeles aktive i forbindelse med valgkampen. Både på partiet Stram Kurs' side og på Facebook-sider for andre politikere, hvor de har deltaget i diverse debatter.

Flere af profilerne har delt Stram Kurs' videoer og indlæg, og to af dem har flere gange været "tagget" på de samme billeder og "checket ind" de samme steder som partileder Rasmus Paludan og folketingskandidat Uwe Max Jensen.

De har almindelige navne og profilbilleder, der ved første øjekast ser ægte ud.

- Selvfølgelig orker den fremmede tyrker Yildiz Akdogan ikke dialogkaffe med os, skrev den ene Facebook-profil, der havde navnet Kasper Thim, men som Facebook nu har vurderet som falsk.

Profilen gav i flere debatter udtryk for, at han var en del af Stram Kurs.

Profilen Kasper Thim har flere gange været nævnt sammen med partileder Rasmus Paludan og kandidat Uwe Max Jensen. Rasmus Paludan siger, at han aldrig har mødt Kasper Thim. Facebook mener, at Kasper Thims profil var falsk.

Andre af de falske Facebook-profiler havde brugernavne, som går igen hos det højreradikale medie Dagens Blæser. Brugernavnene havde her karakter af dæknavne eller pseudonymer, som altså ikke kan findes i virkeligheden.

På chatforummet Discord har "tilhængere af Stram Kurs og andre indvandringskritiske partier" en kanal. Og her indrømmer en af brugerne, at hans profil er blevet slettet:

- Min 3 år gamle fake facebook blev slettet [red.], efter jeg er begyndte at støtte Stram Kurs.

Falske profiler kan bruges aktivt politisk og skabe røre om for eksempel forskellige emner, forklarer digital rådgiver Astrid Haug. Hun følger folketingsvalgkampen på internettet:

- De falske profiler kan gå ind og like opslag og kan gå ind og kommentere - både indhold, man gerne vil have spredt, men man også gå ind på modstanderes side og skabe en dårlig stemning, siger Astrid Haug.

Lukket efter henvendelse

DR har i valgkampen forsøgt at kortlægge, om personer med falske profiler blander sig i den politiske debat og har som led i den kortlægning undersøgt blandt andet Facebook-siden for partiet Stram Kurs.

Flere profiler på partiets Facebook-side og i debattråde om partiet viste sig at have usædvanlige navne, være oprettet for nylig eller have billeder, der var taget fra Google.

For eksempel havde én af profilerne et billede taget fra det danske tøjmærke Aiayu, ligesom to andre profiler, der begge havde navnet "Kasper Thim", brugte profilbilleder af i hvert fald to forskellige unge mænd.

Det er lykkes DR at finde frem til den ene af mændene. Han er ikke dansk og kender intet til Facebook-profilen, men er ked af, hvis hans billeder er blevet misbrugt.

DR forelagde i alt 25 profiler for Facebook, som siden har undersøgt dem og altså fundet frem til, at de stred mod det sociale medies retningslinjer.

- Vi har stort fokus på at fjerne falske profiler, fordi vi ofte ser misinformation blive spredt fra falske profiler. Det er også ofte her, at vi ser svindelnumre eller meget hadefulde ytringer, fortæller Martin Ruby.

Hvorfor har I ikke reageret før på de her profiler?

- Vi ønsker altid at reagere så hurtigt som muligt, og vi fanger også langt det meste selv. Men vi opfordrer også folk til at anmelde til os, hvis man finder profiler mistænkelige, siger Martin Ruby.

Paludan kender ikke falske profiler

Partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan, fortæller, at han ikke kender til brugen af falske profiler. Han er dog blevet kontaktet af profilen med navnet Kasper Thim.

- Hvem det er, ved jeg ikke. Jeg har skrevet en smule med ham, så jeg ved, at det er en person. Han har spurgt, om han må dele ting på min tidslinje, og hvis jeg har karantæne på Facebook, er det en måde, hvor jeg kan få noget ud på min tidslinje, siger Rasmus Paludan.

Han siger, det er uacceptabelt at benytte falske profiler i valgkampen, hvis man er en del af partiet Stram Kurs.

- Vi bruger ikke falske profiler i partiet.

Så du ved positivt, at det ikke er nogen fra Stram Kurs?

- Jeg ved i hvert fald, at det ikke er nogen fra ledelsen, der bruger falske profiler, for det vil ikke blive accepteret, lyder det fra Rasmus Paludan.

Hvem ledelsen består af, sætter han ikke ord på.

Venstrefløjsgrupper også lukket

Hos Facebook forklarer politisk chef i Norden Martin Ruby, at det sociale medie hver måned fjerner flere millioner falske konti.

Men Facebook har ikke tal på, hvor mange profiler der i alt er fjernet i den danske valgkamp.

- Konkret ved jeg, at vi har fjernet nogle grupper fra venstrefløjen, der også har haft adfærd, som ikke har været ønsket på platformen, siger Martin Ruby.

Facebook ønsker dog ikke at uddybe, hvilke grupper der er tale om, og hvorfor de er slettet.

Nedenfor kan du høre digital rådgiver Astrid Haug forklare, hvorfor falske profiler bruges politisk, og hvad det kan betyde:

Facebook
Twitter