Flere ældre går i alkoholbehandling

Når arbejdslivet slutter, kan det blive lidt for fristende at tage sig en ekstra øl. Et stigende antal ældre over 65 søger hjælp til deres alkoholproblemer.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Antallet af ældre, der går i alkoholbehandling på kommunen, er mere end fordoblet på fem år.

Den seneste opgørelse over offentligt finansieret alkoholbehandling viser, at der i 2013 var 1.427 over 65 år i behandling - fem år tidligere var det 655.

Også antallet af ældre, der får medicin mod deres afhængighed - som for eksempel antabus – ordineret af egen læge, stiger.

Tendensen mærker de blandt andet hos alkoholrådgivningen i Frederiksberg Kommune.

- Det er ofte mennesker, der har haft et stort alkoholforbrug igennem hele deres liv. Når de forlader arbejdsmarkedet og ikke har så meget at lave, begynder de måske at drikke mere – og så kan de hurtigt drikke sig til et alkoholproblem, fortæller Karsten Brøndmark, afdelingsleder hos alkoholrådgivningen på Frederiksberg.

Mange flere har brug for behandling

Kommunerne har haft ansvaret for alkoholbehandlingen i Danmark siden 2007, og alle kommuner tilbyder hjælp til borgere, der har problemer med alkohol.

På trods af stigningen er det dog fortsat en ganske lille andel af dem, der kunne have gavn af at gøre noget ved drikkeriet, der gør det, vurderer Sundhedsstyrelsen.

- Der er mange flere, der har brug for behandling, end dem, der søger. Sundhedspersoner som læger og sygeplejersker skal i højere grad hjælpe de ældre på vej til behandling, når de ser problemerne, siger Kit Broholm, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

27 procent af mændene og 10 procent af kvinderne i alderen 65-74 har ifølge Den Nationale Sundhedsprofil fra 2010 et problematisk alkoholforbrug.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1161074497276406

Facebook
Twitter