Flere anholdt under Pegida-demonstration

Under demonstration i København blev ni anholdt, oplyser politiet.

Politiet foretager anholdelser i forbindelse med demonstrationen lørdag d. 3 september 2016 ved Rådhuspladsen i København. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2016) (Foto: Claus bech © Scanpix)

Rettelse: Af en tidligere version af denne artikel stod, at 11 personer blev anholdt. Det er ikke korrekt. Telegrammet er flere steder præciseret. Antal anholdte er rettet til ni samt oplysning om, hvilken demonstration de anholdte formentlig tilhørte er tilføjet. DR Beklager.

Københavns Politi anholdte lørdag den 3. september ni personer i forbindelse med demonstrationer. En af lørdagens demonstrationer var arrangeret af den islamkritiske gruppe For Frihed, der tidligere gik under navnet Pegida, og en anden var en moddemonstration mod denne.

Det oplyser Københavns Politi.

Politiet behandler ikke oplysninger om, hvilken politisk orientering de pågældende anholdte personer har. Men det er politiets opfattelse, at alle de anholdte demonstrerede imod den anmeldte demonstration For Frihed, og at de forhold, der ligger til grund for anholdelserne, skete som led heri.

De anholdte har gjort sig skyldige i en række forseelser, der blandt andet er overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, overtrædelse af maskeringsforbuddet og vold mod den, der handler i offentlig tjeneste eller hverv.

- Men sidstnævnte hører absolut til i den milde ende af spektret, fortalte politikommissær ved Københavns Politi Lars Krabbe tidligere.

Politikommissæren skønnede, at omkring 120 personer var på gaden. Cirka halvdelen For Frihed og cirka halvdelen i moddemonstrationen.

/ritzau/

Facebook
Twitter