Flere beboere havde advaret om farligt gyngestativ

Mindst to beboere kontaktede boligforening forud for ulykke, der kostede 31-årig livet.

En 31-årig kvinde mistede livet, da et gyngestativ væltede ned over hende på legeplads i Ballerup, lørdag aften. Flere havde forinden advaret boligselskabet om, at gyngerne stod løst. (Foto: Claus bech © Scanpix)

- Hvorfor pillede de ikke gyngerne ned? Så var hun ikke død.

Sådan lød det fra beboeren Aviaja Madsen, efter at en 31-årig kvinde mistede livet ved Baltorpsvej i Ballerup, da et gyngestativ lørdag væltede ned over hende.

To dage før ulykken havde Aviaja Madsen ringet til boligforeningens boliginspektør for at anmelde, at selvsamme gyngestativ løftede sig fra sandet, når børnene gyngede i det.

Og i dag kom det så frem, at ulykken formentlig skyldes, at gyngestativet ikke var ordentligt forankret i jorden, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Det viser sig nu, at Aviaja Madsen ikke var den eneste, der havde advaret om, at den såkaldte fugleredegynge ikke stod fast.

Direktøren i boligselskabet Baldersbo, Søren B. Christiansen, oplyser, at en anden beboer også kontaktede boliginspektøren, inden den fatale ulykke fandt sted.

Men trods bekymringen fra flere beboere valgte boligforeningen at lade gyngerne stå.

- Set i bagklogskabens lys kunne min medarbejder måske have spærret det af. Men når man ringer til en sagkyndig og får at vide, at man skal tage det roligt, kan jeg ikke klandre nogen for ikke at gøre noget, siger Søren B. Christiansen.

Aviaja Madsen, der bor i boligforeningen, havde inden ulykken advaret boligselskabet om den usikre gynge.

Efter beboernes anmeldelser havde boliginspektøren kontaktet producenten bag gyngen, som ifølge direktøren havde fortalt, at der "ikke kunne ske noget", fordi gyngen skulle være konstrueret sådan, at den ikke kan vælte.

Rystet over 'uansvarligt produkt'

Han erkender dog, at hvis der er tale om, at gyngen decideret har løftet sig fra jorden, er det bekymrende.

- Det siger mig noget om, at vi har fået et produkt, som simpelthen har været uansvarligt. Og det er jeg meget rystet over, siger Søren B. Christiansen.

Derfor opfordrer han nu alle boligejere, andelsforeninger og kommuner, der har gyngestativer fra producenten Ludus stående, til at afspærre gyngerne, indtil man har fået afklaret, om der er tale om sikkerhedsmæssige fejl med gyngerne.

Legepladsproducenten Ludus, som har leveret gyngerne til Baldersbo Boligselskab,har ikke ønsket at kommentere sagen og politiets foreløbige resultater.

Københavns Vestegns Politi efterforsker fortsat sagen og er netop i færd med at indhente erklæringer og byggetilladelser fra Ballerup Kommune, som ligger til grund for legepladsen.

Facebook
Twitter