Tema Tibet-sagen

Flere betjente modsiger politileders forklaring om Tibet-demo

På trods af flere vidneudsagn nægter indsatsleder under afhøring i Tibet-kommissionen, at ordren om at skærme demonstranter kom fra ham.

Fredag eftermiddag er Tibet-kommissionen gået ind i sin hidtil mest intense fase under et forhør af politikommissær Henrik Oryé. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Giver det her dig anledning til at ændre forklaring?

Sådan spørger advokat Jakob Lund Poulsen i Tibet-kommissionen, der fredag eftermiddag er gået ind i sin hidtil mest intense fase under et forhør af politikommissær Henrik Oryé.

Kommissionens udspørger, Jakob Lund Poulsen, har netop fremlagt en række vidneforklaringer, som er i direkte strid med Henrik Oryés forklaring.

Under det kinesiske statsbesøg i 2012 var Henrik Oryé indsatsleder for en gruppe betjente, der blandt andet havde til opgave at holde opsyn med en demonstration på Højbro Plads.

I kommissionen bliver der læst op fra en vidneforklaring, som er givet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.

Her fortæller Benny Brix, som var tovholder på demonstrationen på Højbro Plads, at han møder indsatsleder Henrik Oryé på pladsen lørdag aften.

Jeg ved ikke, hvornår vidnet er afhørt. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har sagt sådan. Så kunne jeg jo ligeså godt aflevere min opsigelse til ledelsen

henrik oryé, indsatsleder

Den operationsansvarlige (Henrik Oryé, red) oplyser til Benny Brix, at politiet vil komme med fire-fem politibusser, som de vil køre ind foran demonstrationen, før den kinesiske præsident, Hu Jintao, kører forbi med kortegen. Det var for, at præsidenten ikke måtte se demonstrationen.

Herefter skulle Henrik Oryé ifølge afhøringen have sagt:

- Det er forkert, men ordren kommer oppefra. Først tager de på kanalrundfart, hvor de drikker vin, hygger og laver aftaler, og bagefter byder de os det her.

Men i Tibet-kommissionen nægter Henrik Oryé at have sagt sådan.

- Jeg ved ikke, hvornår vidnet er afhørt. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har sagt sådan. Så kunne jeg jo ligeså godt aflevere min opsigelse til ledelsen, siger Henrik Oryé.

Tibet-kommissionen

Tibet-Kommissionen blev nedsat i oktober 2015 af justitsminister Søren Pind.

Kommissionen skal undersøge omstændighederne ved politiets arbejde under tre kinesiske statsbesøg.

Under besøgene har politiet taget tibetanske flag fra demonstranter.

I Kina er flaget ulovligt.

Det første kinesiske besøg fandt sted i sommeren 2012, og det var et vigtigt besøg for erhvervslivet i Danmark, der havde kontrakter for 20 milliarder på spil.

58 personer skal afhøres, heriblandt fem tidligere ministre.

Kommissionen skal aflevere en endelig redegørelse i slutningen af 2017.

Flere vidner siger det samme

Der er også andre vidner, herunder flere af Henrik Oryés politikolleger, som i afhøringerne hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed er kommet med helt andre forklaringer end hans.

Vidnernes forklaring er blevet læst op i kommissionen, og vidnerne er af den klare opfattelse, at det er Henrik Oryés idé at køre nogle politibusser ind foran demonstrationen.

Men Henrik Oryé hævder under afhøringen i dag, at han fik ordre fra KSN (Politiets kommandostation) om, at busserne skulle skærme for demonstranterne.

- Jeg videreformidler en ordre fra KSN, siger Henrik Oryé.

- Men vi finder ikke nogen lydfiler, hvor KSN giver dig ordre, siger udspørger Jakob Lund Poulsen.

- Så er det på en telefon, svarer Henrik Oryé.

Til det siger udspørgeren:

- Når du ser episoden i dag, er det så uheldigt, at den ordre kommer på mobiltelefon? Er det uheldigt, at din samtale med demonstrationslederen bliver misforstået? Er det uheldigt, at to af dine folk og din log-fører misforstår, det du siger, spørger Jakob Lund Poulsen.

- Er det bare uheldigt?

- Jeg har ikke en anden opfattelse af, hvad der er foregået. Det er helt almindeligt, at nogen bruger telefonen, og nogen gør ikke. Det er sådan, det er, svarer Henrik Oryé fra vidneskranken.

Og så tilbage til spørgsmålet fra starten - nemlig om vidneforkaringerne har givet Henrik Oryé anledning til at ændre sin forklaring?

- Jeg gør det, som KSN (Politiets kommandostation red.) vil have, og længere er den ikke, lyder det fra politikommissæren.