Flere danske kalve ender som sødmælkskalve

Seks til otte måneder i en stald uden strøelse og på en diæt primært bestående af mælk får de.

Vært på DR1's Fødevaremagasin Mette Frisk ses her i en stald i Kolding, hvor kalvene går inden de sendes til slagtning i Holland. (© DR)

Antallet af danske kalve, der bliver eksporteret til et liv som sødmælkskalv i udlandet, er på ti år tidoblet. I år forventes eksporten at ende på over 40.000.

Seks til otte måneder i en stald uden strøelse og hovedsageligt med mælkeerstatning i fodertruget. Det er vilkårene for de mange danske kalve, der hvert år ender som sødmælkskalve i Holland.

- Problemet ved sødmælksproduktionen er, at kalvenes fordøjelse kører helt forkert. De er skabt til i løbet af ganske kort tid at få noget stråfoder ned i deres maver, og det får de slet ikke nok af.

- Det vil sige, at deres maver udvikler sig ikke. De får dårlig mave og de får heller ikke udløsning for deres suttereflekser, siger Anne Sørensen, der er dyrlæge og medlem af Det Dyreetiske Råd.

Ikke lovligt herhjemme - derfor sendes de til Holland

Sødmælkskalveproduktionen er forbudt i Danmark. Siden 2007 har det i hele EU været forbudt at opdrætte kalvene udelukkende på mælke-erstatning og at lade dem stå isoleret én og én hele deres liv.

Sødmælkskalvene i Holland får derfor en smule grovfoder i dag, men stadig så lidt, at det ikke er lovligt herhjemme. Alligevel sender masser af danske landmænd deres kalve til Holland.

- Livet som kalveproducent i Danmark er under pres. Økonomien er under pres. Det vi savner nu her i Danmark, det er nogle ordentlige konkurrencevilkår, siger Lasse Olsen, der er formand for Danske Slagtekalveproducenter.

Han mener, at den stigende eksport af kalve hænger sammen med, at støtten til kalveproducenterne er blevet halveret. Dermed er det for dyrt for producenterne at fodre dyrene op til at de kan konkurrere med de udenlandske producenter.

Ministeren vil have landmændene til selv at tage ansvar

Fødevareminister Karen Hækkerup vil have EU på banen for at forhindre den stigende eksport, men hun mener også, at landmændene selv må på banen:

- Jeg ved, at landmændene er meget trængt økonomisk. Og derfor er der landmænd, der føler, at de bliver presset til at gøre det her.

- Men jeg synes, at vi skal appellere til landmændene om selv at være med til at finde nogle løsninger. Jeg har nedsat et udvalg, der skal se på, hvilke løsninger vi fra politisk side kan pege på. Men jeg ville være glad, hvis erhvervet også ville gå med og tage ansvar for, at det de lige nu er med til, det er dyreetisk slet ikke i orden, siger Karen Hækkerup.

Se mere om de danske kalve, der ender som sødmælkskalve i Holland, i aften i Madmagasinet Bitz og Frisk kl. 21.55 på DR1.

Facebook
Twitter