Flere danske kvinder holdes fanget i udlandet

Sagen om den 31-årige Tahira Tabassum, der blev æresdræbt i Pakistan i juni er ikke enestående. Ifølge eksperter tilbageholdes flere andre danske kvinder uden for landets grænser imod deres vilje.

- Pigerne ved ikke noget, når de tager afsted til hjemlandet, sagde Farwha Nielsen i TV AVISEN i går aftes. (Foto: DR © DR)

Sagen om den 31-årige Tahira Tabassum, som for 13 dage siden blev æresdræbt i Pakistan, er langt fra enestående.

Tahira Tabassum blev dræbt efter at have boet tre år hos sin svigerfamilie i Pakistan, og ifølge eksperter tilbageholdes flere andre danske kvinder uden for landets grænser imod deres vilje.

Pigerne skal bare på sommerferie

Det vurderer specialkonsulent Farwha Nielsen fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at der i mange lande sidder danske kvinder, som holdes indespærret og er ofre for både vold og voldtægt. Uden at have konkret viden om det tror jeg også, at der er kvinder med baggrund i Danmark, som er blevet æresdræbt i deres oprindelige hjemland, siger Farwha Nielsen til Berlingske Tidende.

Farwha Nielsen sagde i TV AVISEN i går:

- Pigerne ved ikke noget, når de tager afsted til hjemlandet med det håb, at de vil tilbringe en sommerferie for eksempel hjemme hos familien. Nogle familier planlægger så at flytte dem til nogle landsbyer, hvor de ikke er i stand til at kontakte danske myndigheder, fortalte Farwha Nielsen.

- Når de bliver flyttet, sker det ikke på en fredelig måde. De bliver udsat for massiv vold, fysisk, psykisk og voldtægt, hvis der er tvangsægteskab i sagen, siger Farwha Nielsen.

Flere sager end den aktuelle

Også andre eksperter er enige i, at der er flere sager, end den aktuelle, skriver Berlingske Tidende.

Kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice, Uffe Wolffhechel, siger, at Borgerservice flere gange om året bliver inddraget i sager, hvor danske piger med anden etnisk baggrund er forsvundet eller tvunget med til familiens hjemland.

- Det er en type af sager, som er meget vanskelige for os at løse. Vi vil meget gerne hjælpe de danskere, som er kommet i nød, men de praktiske muligheder er meget begrænsede, siger Uffe Wolffhechel. Han mener derfor, at løsningen er forebyggelse.

Stramninger øger risiko

Specialkonsulent Farwha Nielsen frygter, at vi vil se flere piger tilbageholdt i hjemlandet - fordi stramninger herhjemme har gjort tvangsægteskaber vanskeligere.

- Der er jo sket mange stramninger her i Danmark, og jo større stramninger vi laver, desværre, jo større er risikoen for at nogle familier bliver snedige og finder nye metoder til at håndtere situationen på deres måde - de tager til Pakistan med deres unge piger og håndterer det, som de vil have det. Og der er frit lejde - der er ingen, der retsforfølger dem der, sagde Farwha Nielsen i TV AVISEN.

Facebook
Twitter