Yderligere omkring 250 danske soldater skal i det ny år til Afghanistan i forbindelse med NATO-styrken Isafs udvidelse mod syd.
Det oplyste udenrigsminister Per Stig Møller efter et møde i Bruxelles.
NATO's udenrigsministre enedes om at udvide Isaf med omkring 6.000 soldater i forhold til de nuværende cirka 9.500. Den udvidede styrke skal forstærke indsatsen mod produktionen af heroin.
- Afghanistan skal ikke længere være storeksportør af narkotiske stoffer, siger Per Stig Møller. Han tilføjer, at man samtidig må sørge for, at opiumvalmueavlere får noget andet at dyrke.
Per Stig Møller siger, at han efter sonderinger med de politiske partier i Danmark forventer i slutningen af januar at få et folketingsmandat til den danske udstationering.