Flere får blodtryksdæmpende medicin

Antallet af danskere, der får medicin mod forhøjet blodtryk, er steget voldsomt, og mange får flere slags. Det kan være godt nyt, siger eksperterne.

Forhøjet blodtryk er et problem for 300.000 danskere, vurderer dr. med. Ole Lederballe Pedersen. (Foto: sundesigns © stock.xchng)

Mange flere får medicin mod for højt blodtryk

På blot fem år er antallet af danskere, der får blodtryksdæmpende medicin, steget med 40 procent fra 510.000 til 716.000 personer.

Det viser nye tal fra Lægemiddelstyrelsen.

At der er 200.000 flere dansker, der får blodtryksdæmpende medicin, er dog ikke et bevis for, at lige som mange flere af os går rundt med forhøjet blodtryk.

Bruges også mod andet

Medicinen bruges nemlig også ved en række andre indikationer, påpeger dr. med. Ole Lederballe Pedersenn, der er ekspert på området.

- Men hvis der rent faktisk er flere som behandles for forhøjet blottryk, så er det godt, siger Ole Lederballe til DR.

Han vurderer, at der er cirka 300.000 danskere med farligt forhøjet blodtryk, men at en tredjedel af disse ikke er opdagede og derfor ikke bliver behandlet.

Godt nyt

Chefen for Institut for Rationel Farmakoterapi, overlæge Jens Peter Kampmann, mener, at der er endnu flere, der går rundt med ubehandlet eller for dårligt behandlet dårlig blodtryk.

Så han er glad for det stigende tal, som han mener tyder klart på, at flere får behandling.

- Der er helt klart for få, der bliver behandlet, så jeg er glad for stigningen, siger Kampmann til DR.

Får flere slags medicin

Ifølge Lægemiddelstyrelsens tal er det ikke kun det samlede antal af danskere på blodtryksdæmpende medicin, der er steget.

Antallet af danskere, der får mere én slags medicin som kan holde blodtrykket i ave, er også steget voldsomt.

Fra 2001 til 2006 er antallet af danskere, der får to forskellige typer blodtryksdæmpende medicin steget fra 236.000 til 407.000.

Og i løbet af de samme fem år er antallet af personer, der får mindst tre forskellige typer af medicinen næsten tredoblet.

Facebook
Twitter