Flere finder passet frem og rejsebranchen jubler: 'Vi er glade for, at det drypper i Danmark'

Der bliver lige nu booket udlandsrejser i stor stil. Dårligt vejr må være forklaringen, lyder det.

Rejselysten var nok ikke den største, da landet lukkede ned og talrige rejserestriktioner blev vedtaget, men nu er vi igen begyndt at kigge mod udlandet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Noget tyder på, at mange lige nu dropper planen om at holde sommerferie her i landet og i stedet finder passet frem og søger mod varmere himmelstrøg.

Det er i hvert fald den helt klare oplevelse hos flere rejsebureauer og charterselskaber.

Og det er især de varme destinationer, der lokker danskerne til at pakke kufferten, fortæller Lars Thykier, der er direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

- Det er Spanien, Italien Grækenland, Malta og Frankrig, der sælger bedst, siger Lars Thykier.

Han klapper i hænderne over det gråvejr, vi oplever i øjeblikket.

- Jeg synes, det er fremragende sommervejr. Det er jo lige præcis det, vi har brug for. Det vil bestemt ikke være til skade for os, hvis meteorologerne kunne love mig tre uger mere med det ikke så gode vejr, siger han.

Gråvejret sælger nemlig rejser, fortæller han. Det er også noget, de oplever hos Århus Charter siger bureauchef, Henrik G. Jensen.

I Århus Charter oplever de en øjet efterspørgsel på rejser, fortæller bureauchef Henrik G. Jensen.

- Som rejsearrangører er vi altid glade for, at det drypper lidt i Danmark.

- Den seneste uge har vi cirka fordoblet antallet af besøgende på vores hjemmeside. Vi mærker også en øget aktivitet på telefonerne, siger han.

Rejser til næste år bookes nu

I de danske lufthavne er glæden over at skulle ud og rejse heller ikke til at tage fejl af blandt de familier, DR har mødt i dag.

Hvad kan Malaga tilbyde, som Danmark ikke kan lige pt?

- 30 grader, lyder det promte fra en af dem, der i morges rejste afsted.

- Det bliver dejligt med lidt varme. Nu er det jo blevet rigtig dansk vejr herhjemme, siger en anden af dem, vi har talt med.

Gennemgående for de rejseglade danskere er, at turen er blevet bestilt for ganske nylig.

- Vi bookede i lørdags. Børnene ville gerne afsted og pressede på. Det bliver dejligt at komme afsted og endelig få lov til at holde lidt ferie, lyder det fra Merete Kusk, der nu er landet i Spanien med familien.

Den seneste tid har været præget af regn, gråvejr og blæst i store dele af landet. Flere rejser mod varmere lande. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Men det er ikke dette års sommerferie, som mange lige nu booker. Hos Århus Charter oplever man, at mange allerede nu booker rejser til næste år.

- 2021 ser rigtig fornuftig ud. Vi er rent salgsmæssigt allerede nu der, hvor vi først plejer at være i december måned.

Lige nu er det obligatorisk at bære mundbind i de danske lufthavne. Nogle lande kræver også mundbind, når man færdes i det offentlige rum. Det meste af Europa er igen genåbnet for danske turister.

Facebook
Twitter