Flere forsikringsselskaber dækker alternativ behandling

- For vi kan se, at det virker for flere af vores kunder, lyder det fra selskaberne.

Otte ud af ti adspurgte forsikringsselskaber dækker udvalgte former for alternativ behandling, viser rundspørge.

Akupunktur. Zoneterapi. Osteopati. Body sds-terapi. Kranio sakral-terapi. Massage. Og mange flere.

Der er masser af behandlingstilbud på det alternative marked.

Og selv om der ifølge Sundhedstyrelsen ikke er videnskabelig evidens for, at de alternative behandlingsformer virker, vælger flere forsikringsselskaber at dække dem.

Det viser en rundspørge, som DR Nyheder har lavet blandt 10 forsikringsselskaber. Her svarer otte af dem, at de dækker udvalgte alternative behandlingsformer på en eller flere af deres forsikringer.

- Det er en ny udvikling, siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent i forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring og Pension.

- Flere kommer tilbage på arbejde

Et af de selskaber, der gennem de seneste par år løbende har udvidet dækningen af alternativ behandling er If Forsikring.

- Vi kan se, at det virker. Ellers havde vi ikke gjort det, siger forsikringsansvarlig hos If Forsikring, Charlotte Piber.

Det er seks år siden, at If Forsikring begyndte at dække alternative behandlinger - især på deres arbejdsskadeforsikring. I starten var det dog kun zoneterapi og akupunktur. Siden har selskabet udvidet tilbuddet til også at dække behandlinger som osteopati, body sds massage og smerteterapi.

- Vi er ikke ude i aurahealing og den del af det, men alternativ behandling for os går meget langt, siger Charlotte Piber.

Men hvorfor dækker I noget, der i princippet ikke er videnskabelig evidens for?

- Fordi vi selv kan se, at det har haft en effekt. Og vi kan se, at de personer, der har fået den her hjælp, er kommet hurtigere tilbage på arbejde.

Akupunktur og zoneterapi topper listen

Rundspørgen viser, at akupunktur og zoneterapi er de mest populære behandlingsformer at dække, men også osteopati, massage og body sds-terapi er behandlinger, som flere af selskaberne i rundspørgen dækker.

Enkelte dækker også hypnose, kranio sakral-terapi og yoga.

Det gør Runa forsikring, FDM Forsikring, Lærerstandens Brandforsikring og Bauta Forsikring, der alle hører under LB-koncernen, som også har udvidet deres tilbud til kunderne.

Siden februar i år har de tilbudt at betale alle former for alternative behandlinger. Og det har indtil videre været en succes, forklarer skadesdirektør, Ulrik Erritsø.

- Vi oplever helt klart, at de medlemmer, der vælger det, oplever en effekt af det. Så kan man altid diskutere, om det er troen, der flytter bjerge, eller om det er en reel fysisk bedring, siger han og fortsætter:

- Men der er en fælles interesse i det. Det enkelte medlem får lindret sine smerter og reduceret generne, mens det selvfølgelig også vil føre til en reduceret erstatning for os.

Men der er jo ikke videnskabelig evidens for det?

- Det er korrekt. Det er der ikke, men hvis medlemmerne oplever en effekt af det, og at det mindsker deres smerter og gener - måske endda reducerer det varige men, som de måtte få som følge af det uheld - så har vi ingen interesse for at stå i vejen for det.

Endnu større dækning i fremtiden

Hos Forsikring og Pension forudser Anja Lintrup Sørensen, at endnu flere forsikringsselskaber vil dække alternativ behandling i fremtiden, og at dækningen vil omfatte flere og flere behandlingsformer.

Både af konkurrencemæssige hensyn, men også i takt med, at de forskellige former for behandling bliver mere anerkendt.

- Jeg kunne forestille mig, at der er flere selskaber, der kommer med på banen, og at spektret af behandlingsformer udvikles med tiden. Men hvert selskab må gøre sig de erfaringer og vurderer ud fra deres kunders efterspørgsel, om det er noget, der har et potentiale, siger hun.

Facebook
Twitter