Flere hårdkogte bandemedlemmer

Siden bandekonflikten for alvor brød ud i lys lue, er Rigspolitiets liste over særligt hårdkogte bandemedlemmer vokset eksplosivt.

Rigspolitiet overvåger nu 1119 bandemedlemmer. (© DR)

Rigspolitiets særlige kartotek over landets mest hårdkogte bandemedlemmer vokser med rivende hast. Det viser en opgørelse fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, (NEC), der overvåger landets hårde kerne af kriminelle.

I Rigspolitiets banderapport fra 2008 var antallet af overvågede bandemedlemmer i Danmark opgjort til 944. Men alene i løbet af årets fire første måneder er det tal vokset med 175 personer, så listen nu tæller 1119 medlemmer.

Lille tilgang

Ifølge NEC-chef Kim Kliver skyldes den voldsomme stigning dels, at banderne i år har fået flere medlemmer i kølvandet på bandekonflikten, dels at politiet holder et langt mere vågent øje med bandernes håndlangere.

- En stor del af stigningen skyldes, at vi har gravet et spadestik dybere i forhold til dem, vi kalder "niveau 2-medlemmerne", altså dem, der opererer i omegnen af bandernes hårdeste kerne. Men samtidig har vi også oplevet en mindre tilgang til bandemiljøet, siger Kim Kliver.

Han understreger, at den samlede stigning skal ses i lyset af, at konflikten får flere eksisterende bandemedlemmer til at melde sig ud af miljøet på grund af den øgede risiko for liv og lemmer.

Bruger spin

Bandernes succes med at hverve medlemmer kommer ikke bag på sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet.

- Udviklingen er ikke så overraskende for mig. Banderne bruger også spin - nogen er bedre end andre, men de udnytter i høj grad den mediefokus, der er på bander for tiden, forklarer han.

Han fremhæver især Hells Angels som dygtige hvervemagere.

- Senest så vi jo det såkaldte Sjakal-manifest, og det er et meget godt eksempel på, hvordan nogle bander forstår at kommunikere i medierne, siger Michael Hviid Jacobsen.

Det fremgår ikke af Rigspolitiets seneste opgørelse, hvilke af landets i alt 80 overvågede bander og rockergrupperinger, der har nydt godt af den største medlemstilgang.

Facebook
Twitter