Flere handikappede tager uddannelse

Op mod 3.000 handikappede og udviklingshæmmede er lige nu i gang med særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, og der kommer hele tiden flere til.

Flere handicappede kan komme ud på rigtige arbejdspladser efter de nye ungdomsuddannelser. (© Corbis RF/Scanpix)

Op mod 3.000 handikappede og udviklingshæmmede er lige nu i gang med særligt tilrettelagte treårige ungdomsuddannelser, og der kommer hele tiden flere til. Ifølge landsforeningen Ligeværd er målgruppen i alt på 7.000 personer. Det skriver Politiken.

I de udviklingshæmmedes forening LEV vurderer man, at cirka 3.000 udviklingshæmmede, som i dag arbejder på beskyttede værksteder, gennem den ny uddannelse kan komme ud og fungere på rigtige arbejdspladser i job med løntilskud.

Benebrydende uddannelsestilbud

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er imponeret over, hvor godt det nye uddannelsestilbud er kommet fra start.

- I betragtning af, at det er nyt og banebrydende, synes jeg, det er gået over forventning, siger han.

Lønner sig for samfundet

De mange foreninger og handikaporganisationer er også overordnet fulde af ros til loven - men ingen roser uden torne. Der er bureaukrati og bøvl med kommunerne om, hvad det må koste, og i hvor høj grad den enkelte unge selv skal kunne styre sine valg.

- Vore folk rundt omkring har nogle fuldstændigt tåbelige diskussioner med nogle af kommunerne. siger Morten Carlsson fra Landsforeningen Autisme.

Morten Carlsson er overbevist om, at investeringen i uddannelse vil kunne lønne sig også for samfundet. Flere vil kunne gøre nytte i jobfunktioner til glæde for sig selv og andre. Men der ligger om muligt endnu større ressourcefordele i at gøre flere handikappede mere selvhjulpne.

- Der er en kæmpe forskel på, om du er nødt til at have en til en-støtte døgnet rundt, eller om du i perioder kan beskæftige dig selv. Eller at du selv kan transportere dig. En nedsat normering på et bosted kan have en enorm betydning. Det giver både økonomiske besparelser og en større frihed for de handikappede, siger han.

Facebook
Twitter