Flere har sværere ved at få pengene til at række

Siden krisen har flere danskere fået sværere ved at få økonomien til at hænge sammen.

Hvert år siden 2008 har flere danskere fået sværere ved at få det til at hænge sammen. (© colourbox)

Mere end hver fjerde danske familie har svært ved at få pengene til at række.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Hver fjerde husholdning

De seneste tal viser, at 28 procent af de danske husholdninger har meget svært, svært eller lidt svært at få pengene til at slå til.

Samtidig har 43 procent let eller meget let ved at få økonomien til at hænge sammen. De seneste tal er indsamlet i foråret 2013 og udtryk for husholdningens egen vurdering af deres økonomiske situation.

Sværere siden krisen

Det er gået ned ad bakke siden den økonomiske krise. Hvert år siden 2008 har flere danskere fået sværere ved at få det til at hænge sammen.

I foråret 2008 inden krisen var det til sammenligning 20 procent af husholdningerne, som fandt det meget svært, svært eller lidt svært at få pengene til at slå til og samme år fandt 58 procent det let eller meget let.

Særligt enlige med børn og arbejdsløse har ifølge de seneste tal problemer med at få pengene til at række. Kun henholdsvis 5 og 4 procent fandt det meget let at få pengene til at slå til.

Boligen vejer tungt

For de fleste husstande er udgiften til boligen som husleje, renter, varme og strøm med videre den tungest vejende del af forbruget. Gennemsnitligt ligger udgifterne på omkring 30 procent af det samlede forbrug.

Se SpareXperimentet i aften klokken 20:45 på DR1, hvor du kan følge tre familier, der forsøger at omlægge deres daglige vaner for at få pengene til at række længere, så de kan opfylde deres drømme om bryllup, solceller på taget og en rejse til Grønland.

Facebook
Twitter