Flere hundredetusinde lønoverførsler er forsinkede

En fejl i Bankdatas systemer har forsinket lønoverførsler hos blandt andet Danske Bank og Nordea.

Lønnen kan først hæves i løbet af eftermiddagen på grund af problemer hos Bankdata. (Foto: Colourbox © Colourbox)

Det er lønningsdag, men mange danskere vil opleve, at deres løn ikke er gledet ind på kontoen her til morgen.

Bankdata har problemer med deres systemer, og det har gjort, at kunder i mange af landets pengeinstitutter, blandt andet Nordea og Danske Bank, ikke har fået deres løn.

- Vi har haft en driftsfejl med den udgående clearing, og vi har først fået sendt den her til morgen, hvilket forsinker lønoverførslerne. Det er vores fejl, som giver mærkbare problemer hos kunderne, og det beklager vi meget, siger direktør i Bankdata Lene Weldum til DR Nyheder.

Hun oplyser, at flere hundredetusinde kunder kan have oplevet problemer.

Løn senere mandag

Hvor lang tid den enkelte bank skal bruge, før løn går ind er individuelt, men ifølge Bankdata vil det ske i løbet af mandagen.

Både Danske Bank og Nordea bekræfter over for DR Nyheder, at man har problemer, men hvor mange kunder, der er berørt, og hvornår lønnen går ind, kan bankerne ikke oplyse mandag formiddag.

- Vi har fået af vide, at vi får overførslerne fra Bankdata klokken 12, så det afventer vi nu. Derefter går vi i gang med at bogføre, så kunderne kan få deres penge, siger pressechef i Nordea Stephan Ghisler-Solvang til DR Nyheder.

Bankdata er nu i gang med at undersøge systemerne for at klarlægge, hvorfor fejlen opstod.

FacebookTwitter