Flere kan som Ewa få langt til deres gymnasium i fremtiden: 'Det værste er, at det går ud over min dyrebare fritid'

Gymnasier i yderområder kan blive presset af faldende ungdomsårgange. Nu vil politikerne gribe ind.

(Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
(Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Klokken er 7.20 mandag morgen i den sønderjyske landsby Agerskov.

19-årige Ewa Frost sidder på en trappesten uden for den nedlagte gård, hvor hun bor med sin mor og hendes kæreste.

I morgenmørket, omgivet af marker og skov, sidder hun sammen med hunden Bella og venter på, at klassekammeraten Morten skal hente hende i sin bil.

I dag har de aftalt, at de skal følges sammen til Aabenraa Statsskole, hvor de går i 3.g og skal møde til første time klokken 8.05.

Turen tager 35 minutter i bil.

Før de fik kørekort, måtte de altid tage bussen. En tur på 50 minutter.

Nu kan hun for det meste følges med Morten – det betyder, at hun kan sætte mobilalarmen til at vække hende en hel time senere. Før var hun nødt til at stå op klokken halv seks for at nå bussen.

Ewa bor næsten lige langt fra fire gymnasier. Uanset hvilket gymnasium hun ville vælge, ville hun få en lang transporttid hver dag med den offentlige transport – inklusiv ventetid.

- Da jeg skulle vælge gymnasium, overvejede jeg især, hvordan jeg ville kunne komme i skole. Jeg var inde og tjekke busserne til de forskellige byer. Hvordan de gik i forhold til, hvornår jeg havde fri. Hvor langt man skulle gå fra bussen og hen til skolen. Hvor mange busser, der går, fortæller Ewa.

På den måde endte Ewa med at vælge et gymnasium i en helt anden kommune, mens vennerne tog til Tønder eller Ribe. Fordi det for hende ville passe bedst med busserne. Blandt andet så hun det som en fordel, at der gik to forskellige busser til og fra Aabenraa.

Ud over at være en ung gymnasieelev fra provinsen, der må bruge lang tid til og fra skole, er Ewa også et fremtidsscenarie, som politikerne gerne vil undgå: At flere unge hver dag skal bruge lang tid på transportere sig frem og tilbage fra deres ungdomsuddannelse.

En fremskrivning fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at særligt gymnasier i yderområder vil få langt færre indtægter frem mod år 2030.

I dag får de gymnasiale uddannelser nemlig størstedelen af deres indtægter pr. elever i form af taxametertilskud fra staten. Med andre ord: jo færre elever, jo færre penge.

Ifølge notatet kan ungdomsuddannelser i yderområderne forvente et bevillingsfald på 12 til 25 procent i 2030 sammenlignet med 2018 - særligt som følge af de små ungdomsårgange, der er på vej.

Helt konkret regner man med et samlet bevillingsfald for ungdomsuddannelser i hele Danmark på omkring 1,7 mia. kroner i 2030 sammenlignet med 2018.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at det kan få fatale konsekvenser for små gymnasiale uddannelser i yderområder, der i forvejen har et lille elevgrundlag:

- Vores fremskrivninger viser jo, at vi kommer til at få en decideret 'uddannelsesørken' i dele af Danmark, hvis vi ikke udviser rettidig omhu. Det dur simpelthen ikke, at vi har områder af Danmark, hvor der ikke er ungdomsuddannelser. Det betyder rigtig meget for de unge selv, men det betyder også rigtig meget for det liv, der er i byerne, om der er en ungdomsuddannelse eller ej, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til DR.

- Vi mener som regering, at det her er et stort problem, som vi bliver nødt til at tage os af i tide - inden skolerne bliver så pressede på økonomien, at de må dreje nøglen rundt.

Derfor har regeringen indkaldt til politiske forhandlinger om en ny elevfordelingsmodel, der blandt andet skal imødekomme udfordringerne i yderområderne og sørge for, at der også vil være uddannelsestilbud i det, hun betegner som de 'mellemstore provinsbyer' i fremtiden.

I denne uge er forberedelserne til forhandlingerne gået i gang.

Undervisningsministeren håber, at partierne kan finde frem til en løsning, der kan minimere det konkurrenceelement, der er mellem institutionerne i dag - så ’storbygymnasier ikke maser de andre’, når det gælder om at tiltrække elever, og der kommer større fokus på samarbejde.

Hun mener ikke at fordelingssystemet mellem gymnasier eller taxametersystemet fungerer.

- Det skal være fællesskabet, der træffer beslutningerne. Ikke kun for de unges skyld, fordi det er jo dem der taber allermest på at skulle ligge og transportere sig fra Herodes til Pilatus for at komme i skole. Men også for lokalsamfundets skyld.

Undervisningsministeren håber på at lande en aftale om en ny fordelingsmodel inden jul.

Ewa har fri klokken 15.10. I dag har hende og Morten ikke fri på samme tid, så hun bliver nødt til at tage bussen hjem. Bussen tager halvanden time til Agerskov, inklusiv ventetid fra hun får fri.

Men hun har fundet 'en smutvej', der dog også kræver lidt hjælp fra hendes mor. Hvis hun tager en bus fra Aabenraa til en nærliggende by, 15 kilometer derfra, og får hendes mor til at hente hende dér, kan hun være hjemme ved firetiden, når hun har fri fra skole lidt over tre som i dag.

Det er en time tidligere, end hvis hun skulle tage en bus hele vejen til Agerskov.

Men hver dag er det et logistisk puslespil at finde ud af, hvordan hun kommer frem og tilbage. Og hver aften skal hun tage stilling til, hvordan hun kommer i skole den næste dag.

Nogle dage kan hun låne sin mors bil. Nogle dage aftaler hun at køre med Morten. Nogle dage er hun nødt til at tage bussen hjem og aftale hentning.

Koordineringen er dog ikke det værste ved den lange transporttid i løbet af en dag. Det er spildtiden ifølge Ewa.

- Det værste er, at det tager af min dyrebare fritid. For man har bare rigtig travlt i gymnasiet. Der er rigtig mange afleveringer og lektier, når man kommer hjem, og man har også brug for at koble af og bare være ung og være sammen med sine venner, siger Ewa.

Også logistikken omkring det sociale ser Ewa som én af ulemperne ved ikke at have et gymnasium tæt på. Det er sværere at lave spontane aftaler med vennerne, der bor i Aabenraa.

Og skal de på bar en weekend, skal hun enten planlægge overnatning, hentning eller låne sin mors bil.

I forhandlingerne, der snart går i gang, kan man for eksempel vælge at indføre et loft for hvor mange elever, der må gå på et gymnasium, så større byer ikke tiltrækker for mange elever fra de gymnasiale uddannelser i yderområderne.

På den måde kan man bedre 'omfordele' elevgrundlaget mellem gymnasierne.

Man kan også vælge at lave om på tilskudssystemet, så det i højere grad end i dag tilgodeser yderområderne.

Ewa deler politikernes opfattelse af, at det er vigtigt at have et gymnasium tæt på.

- Jeg har tit tænkt, at jeg ville ønske der var et gymnasium her. Det ville være meget nemmere. Man kunne tage cyklen i skole, og det ville være lettere at invitere vennerne fra gymnasiet med hjem. Det gør jeg ikke rigtigt nu.

Forhandlingerne kommer næppe til at betyde, at der pludselig skal bygges et gymnasium i en lille by som Agerskov.

Men man kan minimere risikoen for, at der ikke kommer flere unge, der som Ewa får langt til skole.

For selvom Ewa på mange måder har vænnet sig til, at pendling er en del af hverdagen, er det stadig noget, der kan irritere hende.

- Jeg tror aldrig, det er noget, man 100 procent vænner sig til. Man vil altid være træt af det og ønske, at det var tættere på.

Heldigvis er der heller ikke kun negative ting ved at have lang transporttid. Bilturene med Morten er fyldt med hyggelige snakke, og hun har også fået udvidet sin omgangskreds.

- Da jeg startede på skolen, kendte jeg stort set ingen. Alle mine folkeskolevenner tog til Tønder, mens jeg valgte Aabenraa. Det var hårdt i starten. Men det er fedt, at jeg har fået nye venner og lært en ny by at kende.

Facebook
Twitter