Det kan være en hæsblæsende øvelse at få tanket havregrød på et eller flere småbørn, få dem i tøjet og fragte dem til vuggestue og børnehave, før arbejdet kalder.
Især hvis mors og fars arbejdsliv ikke flugter med daginstitutionernes åbningstider.
De seneste fem år er der dog sket en markant stigning i antallet af kommuner, som forsøger at lette hverdagen for forældre med skæve arbejdstider ved at tilbyde daginstitutioner med udvidede åbningstider.
Det viser en rundspørge, som DR Nyheder har foretaget, og som 83 af landets kommuner har besvaret.
I rundspørgen oplyser 59 kommuner, at de har en eller flere daginstitutioner, som åbner før klokken 06:30 eller først lukker efter klokken 17.
Spoler man tiden bare fem år tilbage, så var det kun 37 af de kommuner, som har besvaret rundspørgen, der tilbød udvidede åbningstider.
Udvidede åbningstider
- •
Daginstitutionernes almindelige åbningstider er fra klokken 06:30 til 17.
- •
Åbner en daginstitution tidligere eller lukker senere, så har den altså udvidede åbningstider.Kilde: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Moniques datter spiser aftensmad i vuggestuen
Monique Schiøler fra Næstved er en af dem, der har valgt at få sit barn passet i en daginstitution med udvidede åbningstider.
Hendes mand har sæsonarbejde i København knap 90 kilometer fra parrets hjemby, og ofte ved han ikke, hvornår han kan være hjemme.
Derfor har det kun været muligt for Monique Schiøler at indfri drømmen om at åbne sin egen børnetøjsbutik i Næstved ved at sende datteren Vega på to år i en vuggestue med udvidede åbningstider.
Butikken lukker nemlig først klokken 17.30.
- De dage, hvor det er nødvendigt, henter vi hende klokken 18 om aftenen, når hun har spist aftensmad. Så kan vi gå hjem og sidde og hygge i sofaen og slappe af, inden hun skal op og puttes, siger Monique Schiøler.
Dansk Erhverv: Arbejdslivet har ændret sig
Hos Dansk Erhverv glæder underdirektør i afdelingen for arbejdsmarked, uddannelse og forskning Stine Pilegaard Jespersen sig over, at flere kommuner indretter åbningstider efter forældre som Monique Schiøler, der har skæve arbejdstider.
Men hun så gerne, at endnu flere kommuner ydede den service.
24 kommuner oplyser i DR Nyheders rundspørge, at de ikke har daginstitutioner med udvidede åbningstider.
Og det undrer Stine Pilegaard Jespersen, som påpeger, at mange danskere arbejder på forskellige tidspunkter af døgnet og ugen.
- Det er skidt for vækst og beskæftigelse, hvis man som børnefamilie er nødt til at bo tæt på arbejde og institution for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Det vil få flere til at vælge at gå på deltid, siger hun.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) glæder sig også over, at flere kommuner har dagtilbud med udvidede åbningstider.
- Vi kender alle sammen til, at det kan være rigtigt vanskeligt, hvis man skal hænge i en klokkestreng. Og for dem, som har skæve arbejdstider, er det en tryghed i hverdagen, at de kan få passet på tider, der passer dem, siger ministeren.
Forsker: Småbørnsforældre med skyldfølelse
Der findes ikke et samlet overblik over efterspørgslen på udvidede åbningstider i vuggestuer og børnehaver.
Men det er kun 12 af kommunerne i DR Nyheders rundspørge, der har oplevet en øget efterspørgsel. Samtidig oplyser 18 af kommunerne, at de ikke oplever en efterspørgsel på pasning på skæve tidspunkter.
I en rapport fra sidste år konkluderer VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd desuden, at forældre, der har behov for børnepasning uden for almindelig arbejdstid, ikke benytter de eksisterende tilbud i stort omfang og heller ikke efterspørger yderligere tilbud.
Ifølge familieforsker og professor emeritus i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen kan det skyldes, at de danske småbørnsforældre i forvejen arbejder meget.
- Mange går måske også med en fornemmelse af skyld over at være meget længe væk, så de ønsker ikke at hente endnu senere eller at hente på skæve tidspunkter. De ønsker at passe på deres familie, siger han.
Sidst til at hente
Per Schultz Jørgensen vurderer, at vi i Danmark er ved at være nået til endestationen for, hvor meget man kan presse småbørnsforældre med hensyn til deres arbejdsliv.
- Jeg tror dybest set, at det er grunden til, at mange ikke synes, at det er en super god idé, siger han.
Børne- og socialminister Mai Mercado tror, at mange småbørnsforældre stadig navigerer efter en forestilling om, at man helst ikke skal være den sidste til at hente sit barn.
Heller ikke selvom barnet måske er blevet afleveret senere end mange af de andre børn, fordi mor og far har skæve arbejdstider.
- Det er vigtigt, at vi omfavner de forældre, og at man laver nogle tilbud, som passer til dem, siger hun.