Flere kvinder fravælger p-piller

På bare et år er antallet af kvinder, der bruger p-piller, faldet markant. Og det vækker bekymring hos de praktiserende læger og Sundhedsstyrelsen.

På bare et år er antallet af kvinder, der bruger p-piller, faldet markant. (Foto: Colourbox)

Over 14.000 kvinder fravalgte sidste år den kendte pille som præventionsmiddel.

Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut, og det er ikke fordi, kvinderne er skiftet over til at bruge anden hormonel prævention.

Det er først og fremmest på grund af alle historierne og rapporterne, om at p-piller kan give blodpropper, forhøjet blodtryk og hjertestop. Det mener i hvert fald de praktiserende lægers formand Henrik Dibbern.

- Jeg tror, der er nogle kvinder, der har hørt, at der var en fare ved p-piller. Og det får måske nogle af dem til at vælge p-piller fra, siger han til P3 Nyheder.

Forbruget af de ældre typer p-piller stiger

Faldet i antallet af p-piller, der bliver langet over disken hos landets apoteker, gælder især de nyere typer p-piller. Der er nemlig som udgangspunkt færre bivirkninger ved de ældre typer.

Det fik i 2012 Sundhedsstyrelsen til at ændre sine anbefalinger til lægerne, og det kan nu ses på tallene: Antallet af kvinder, der bruger de såkaldte 3. og 4. generations p-piller er faldet markant, mens 1. og 2. generation er steget.

Sundhedsstyrelsen og lægerne er bekymrede

Flere kvinder har droppet p-pillerne generelt, og det vækker bekymring hos Henrik Dibbern. For ved at droppe p-pillen øges risikoen for ufrivillig graviditet.

- En ufrivillig graviditet, uanset om man vælger at gennemføre den eller om man vælger en abort, er en langt større helbredsrisiko end den risiko, der er ved at tage p-piller, siger han.

Og Overlæge hos Sundhedsstyrelsen, Doris Stenver, er enig. Hun opfordrer pigerne til at huske prævention.

- Hvis man vælger ikke at bruge p-piller, betyder det jo ikke, at man helt skal stoppe præventionen, siger hun.