Flere livsfarlige situationer på landets strande: Lad badedyrene blive på land

Kystlivreddere advarer om en kraftig fralandsvind, som også kommer til at præge den kommende uges badeture.

Den seneste uges perfekte strandvejr skabte enorm travlhed hos livredderne. (Foto: Flemming Krogh © Scanpix)

To danske piger på seks og otte år var i sidste uge i en livsfarlig situation ved Moesgaard Strand, da de på en oppustelig sofa pludselig befandt sig 50 meter fra kysten.

En kraftig fralandsvind havde hurtigt sendt dem for langt ud.

Den farlige situation blev dog afværget af en kystlivredder, som fik dem i land.

- Det er jo et klassisk tilfælde, som kunne være gået rigtig galt. Deres far prøvede at svømme ud for at redde dem, men han kunne ikke. Så vi havde altså at gøre med en livsfarlig situation, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFondens Kystlivredning.

Nu får situationer som denne TrygFondens Kystlivredning til at sende en advarsel ud til landets badegæster.

- Når der er fralandsvind, skal badedyr, gummibåde og luftmadrasser blive på land. Man kan lynhurtigt drive for langt ud fra kysten til, at man selv kan komme tilbage, siger Anders Myrhøj.

I den første uge med livreddere på de danske strande måtte de i aktion syv gange for at redde badegæster og surfere, som ikke kunne komme tilbage til land på grund af fralandsvinden. Udover situationen med de to piger måtte et midaldrende ægtepar også hjælpes i land, da de var drevet 300 meter væk fra kysten på to luftmadrasser.

TrygFonden Kystlivredning oplyser, at de sidste år havde 12 af disse aktioner på en hel sommer.

TrygFondens fem baderåd

1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

Kilde: TrygFonden

Fralandsvinden fortsætter i næste uge

Der er ikke udsigt til, at det vil stoppe med at blæse. Og derfor opfordrer Anders Myrhøj badegæster til at være ekstra påpasselige i den kommende tid.

- Faren ved fralandsvind er, at det kan se meget tilforladeligt ud, fordi vandet er helt roligt. Ved pålandsvind er der masser af bølger, og det er der ikke, når vinden går den anden vej. Så kig godt efter flagene på stranden, siger han.

Livredderne havde i sidste uge 555 almindelige førstehjælpsaktioner og 685 forebyggende aktioner. Og det var især børnefamilierne, som udnyttede skoleårets afslutning og det gode vejr til at kaste sig i bølgerne.

Badesæsonen begyndte officielt fredag den 29. juni, hvor Trygfondens livreddere indtog strandene. Og til trods for en travl første uge er Anders Myrhøj alligevel positiv over for den generelle badeadfærd.

- Jeg oplever, at langt de fleste danskere har stor respekt, og mange sørger for at bade i livreddernes zone, hvor de holder særligt skarpt øje. Man kan let gå i panik, hvis man driver væk fra stranden, så man skal virkelig også have respekt for det, siger han.