Flere mindedes dræbte kvinder i Marokko: Det her vil vi ikke være med til

Folk var mødt op på Rådhuspladsen for at tage afstand fra drabene på den danske og norske kvinde i Marokko.

Flere personer havde lagt en buket blomster eller tændt en lille lys til minde om de to kvinder. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

Et billede af den nu afdøde danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen er blevet hængt op foran Københavns Rådhus i et gennemsigtigt plasticetui.

"Elsker dig, knus mor"

Det er den korte besked, der står med store blokbogstaver henover billedet.

Flere har været forbi for at lægge en buket blomster og tænde et lys til minde om danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Uelande, der blev dræbt mandag den 17. december i deres telt i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene i Marokko.

En af dem, der er mødt op, er marokkaneren Said Mohamed Idrssi. Han har taget turen fra Brøndby for at vise, at han tager afstand fra de personer, der på barbarisk vis tog livet fra de to kvinder.

- I dag er vi her for at mindes de to kvinder, der desværre blev dræbt på en makaber måde. Jeg synes, det er vigtigt, at vi står frem og fortæller, at det her vil vi ikke være med til.

Der blev uddelt fakler til de fremmødte, og de blev tændt i stor stil. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

Vil ikke sættes i bås

Der bliver ikke udvekslet ret mange ord imellem de fremmødte til dagens mindehøjtidelighed.

Flere talere skal i løbet af den næste times tid op og tale ind i den lidt halvforkølede mikrofon, som er blevet stillet frem på et af de første trappetrin foran rådhuset.

Efter hver tale bliver der holdt et minuts stilhed, og stilheden bliver kun forstyrret af rådshusklokkerne en gang imellem og den travle fredagstrafik fra H.C Andersens Boulevard.

Said Mohamed Idrssi lytter intenst med, imens han holder sin datter i den ene hånd og en tændt fakkel i den anden.

Said Mohamed Idrssi var mødt op på Rådhuspladsen for at minde de to dræbte kvinder.

Familiefaren har i dagene efter hændelsen oplevet, at folk har forsøgt at forbinde ham med drabene, og det bryder han sig bestemt ikke om.

- Folk er kommet over til mig og har spurgt ’er det din fætter, der gjorde det' eller sådan noget, og selvfølgelig er det ikke det. Det har jeg det skidt med, for jeg er også modstander af de grusomme ting, der sker ude i samfundet.

Burde ikke være nødvendigt

Nogle kraftige vindstød rammer pladsen i små intervaller. Blæsten spreder gnister fra de mange fakler, og det får folk til at søge i dækning.

Ann-Karma Wessel er en af dem, der har søgt tilflugt bagest i folkemængden, og hun har fundet vej til Rådhuspladsen af to årsager.

- Jeg er her af sympati. Men jeg synes også, at det er ærgerligt, at vi lever i en tid, hvor man, hvis man er muslim, er nødt til at tage afstand fra sådan noget her, siger hun.

Den danske efterretningstjenesten PET er enig med marokkansk politi i vurderingen af, at drabet på den danske og norske kvinde er terrorrelateret.

Formentlig har gerningsmændene haft forbindelse til terrororganisationen Islamisk Stat, og derfor mener Ann-Karma Wessel, at mange muslimer føler sig tvunget til at gå ud og tage afstandf ra volden.

- Jeg synes ikke, at marokkanere over hele verden behøver at gå ud og tage afstand, for fornuftige mennesker kan godt selv regne det ud, slutter hun.

Blomster og lys blev lagt midt på Rådhuspladsen til minde om de to kvinder. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)
Facebook
Twitter