Flere patienter får medhold: De fem typiske skader, som udløser erstatning

Antallet af danskere, som anmelder behandlingsskader, er steget. Men ikke alle får erstatning.

Patienterstatningen traf 5.902 afgørelser om erstatningsudmåling i 2018 og tildelte 721,09 millioner kroner i erstatning. (Foto: Rune Feldt-Rasmussen © Scanpix)

Efter en række år, hvor antallet af danskere, som anmelder skader efter en tur under kniven eller medicinkur, er faldet stille og roligt, er procentdelen nu steget 13 procent fra første halvår i 2018 til 2019, skriver Berlingske.

Det glæder Patienterstatningen, da det ifølge direktør Karen-Inger Bast kan tyde på, at læger og sygeplejersker er blevet bedre til at informere patienter om deres rettigheder.

Patienterstatningen, som vurderer patienters erstatningsønsker og udbetaler eventuel erstatning, har mellem 2014 og 2018 anerkendt 37.800 sager.

Det er knap 27 procent af alle erstatningssager, der bliver anerkendt. Af de godkendte er de mest hyppige:

Ortopædkirurgi

Ortopædkirugi topper listen. (Foto: Carl Redhead © Scanpix)

I perioden blev 13.032 sager godkendt til erstatning. Det svarer til 35 procent af de samlede sager.

Ortopædkirurgi er læren om knogler, knogleskader, knoglesygdomme og deres behandling.

De typiske fejl inden for dette område er fejloperationer, hvor et brud for eksempel sættes forkert sammen eller fikseres forkert eller en operationskomplikation. Her kan der være tale om infektioner eller nerveskader.

Almen medicin

Almen medicin kommer ind på andenpladsen. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Her er gruppen, der giver næstflest patienter medhold i deres erstatningssager. Det svarer til 16 procent eller helt præcis 5.959 anerkendte erstatninger.

Anmeldelser inden for almen medicin er næsten altid diagnoseforsinkelser. Det vil ofte være forsinket diagnosticering af kræft, men også oversete symptomer på andre sygdomme, som for eksempel blodpropper og meningitis kan forekomme, skriver Patienterstatningen.

Mave-tarmkirurgi

Og i et tæt løb kommer mave-tarmkirurgi som nummer 3, kirurgi nummer 4 og neurokirurgi nummer 5. (Foto: Aleris-Hamlet)

Længere nede af listen er mave-tarmkirurgi med 1.906 anerkendte erstatningssager. Stærkt forfulgt kommer kirurgi med 1.640 anerkendte sager og neurokirurgi med 1.386 anerkendt sager.

Kirurgi dækker over forskellige undersøgelser og behandlinger på kirurgiske afdelinger. Her fylder særlig utilstrækkelige eller forsinkede undersøgelser af kvinder henvist på mistanke om brystkræft en del.

Hvordan får man erstatning?

De 11.000 mennesker, som hvert år forsøger at få erstatning for deres skade starter med at skrive til Patienterstatningen.

Når man anmelder en skade, får Patienterstatingen udleveret journalmateriale fra stedet, hvor behandlingen fandt sted. Derefter holder sagsbehandleren et møde med en lægelig konsulent for at vurdere sagen.

Det tager i gennemsnit seks måneder at få vurderet sin sag, og hvis den afvises, skyldes det sygdommen frem for behandlingen. For man får kun anerkendt sin sag, hvis følgevirke af en behandling eller lægemidlet kunne være undgået.

Bliver ens sag anerkendt, så får man udbetalt erstatning. Man kan ikke sige præcis, hvor meget det er, da det afhænger af en række faktorer såsom tabt erhvervsevne og varige mén. Dog skal man i alle sager, som bliver anerkendt, betale 7.625 kroner i egetbidrag.

Man anmelder sit ønske om erstatning på Patienterstatningens hjemmeside.

Facebook
Twitter