Flere rejseselskaber oplever booking-boom: Det skal du vide, hvis du vil på sommerferie i Europa i år

Ekspert giver de bedste råd til dig, der er vil have en sommerferie udenfor Danmark.

Flere rejseselskaber regner med sælge mellem 50-75 procent af en normal højsæson. (Foto: Enrique Calvo © Scanpix)

Rejsegenåbningen skal ske i fire faser og forventes fuldt gennemført den 26. juni, hvor blandt andet et EU-coronapas skal sikre, at danskerne igen kan nyde sydens sol - i hvert fald indenfor Europas grænser.

Og udsigten til igen at kunne rejse har fået mange danskere til at satse på en sommerferie udenfor landets grænser.

- Vi oplever langt over en fordobling i salget, men det er selvfølgelig fra de meget små tal, vi havde i udgangspunktet, siger Jan Vendelbo, der er administrerende direktør i Spies.

Palmerne vokser dog ikke ind i himlen, og der er stadig et godt stykke vej, inden Spies er tilbage på niveauet inden corona.

- Vi regner med, at vi vil kunne sælge 50-60 procent af, hvad vi normalt sælger i højsæsonen. Kommer vi op på det niveau, så er vi faktisk rigtig glade, siger Jan Vendelbo.

Og hvor vil vi så hen? I et år, der på alle tænkelige måder har været usædvanligt, så søger danskerne mod de vanlige rejsemål.

- Vi ser meget stor efterspørgsel på de klassiske rejsemål. Grækenland, Spanien, Sortehavskysten. Jeg tror, at folk vender tilbage til yndlingsrejsemålene, siger direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj.

Rejsebureauet har siden den 13. april solgt tæt på 4.000 rejser og regner med at ramme i omegnen af 75 procent salg i forhold til en normal sommer.

Selvom det nu ser ud til, at vi nærmer os mere normale rejsetilstande, bør man huske andre ting end bare solcreme, pas og de korte bukser, når man tager på ferie i år. Sådan lyder det fra Lars Arent. Han er leder af Forbruger Europa, der er en del af konkurrence- og forbrugerstyrelsen og rådgiver danskere om rejser i Europa.

Få styr på, hvad der sker, hvis du ikke kommer afsted

Københavns lufthavn ligger næsten øde hen flyene står parkeret på rækker på landingsbanerne. Groundede/parkerede fly i Københavns Lufthavn, onsdag den 25. marts 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Har du allerede mentalt pakket tasken til sommerferien 2021, så er det vigtigt, at du lige gør et par ting klart for dig selv allerede nu.

- Det vigtigste er at få styr på, hvad der er konsekvensen, hvis du ikke kan komme afsted alligevel.

- Derfor skal man finde ud af, om man er klar til selv at lægge pengene, eller om dem, man køber hotel og rejse af, er klar til at betale pengene tilbage, hvis det går galt, siger Lars Arent.

Giver det mening at sidde og spekulere i smittetal og coronapolitik i de europæiske lande, inden man booker rejsen?

- Den erfaring, vi har fra det sidste år, viser, at der ikke rigtig er mulighed for at regne den ud. Så det ville jeg ikke give mig i kast med.

Sæt dig ind i de lokale forhold

Grækenland er en populær rejsedestination for mange danskere (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

En ting er forberedelsen, inden man tager på ferie, men corona kan også skabe en noget anden ferie, når man er landet. Og det skal man have styr på, mener Lars Arent.

- Du skal dels sætte dig ind i, hvordan det her europæiske coronapas virker, men du skal også sætte dig ind i, hvordan de lokale restriktioner er der, hvor du vil hen.

- Find ud af, om man skal bruge maske, hvor stor afstand man skal holde, hvor mange man må samles og så videre.

Derudover er det en rigtig god idé at undersøge, om det kunstmuseum, du har glædet dig til at besøge i snart to år, rent faktisk er åbent.

- Find ud af om museer, teatre eller andre aktiviteter er lukkede. Så bliver man ikke skuffet.

Betal med kreditkort

Kreditkort sikrer dig i mange tilfælde, hvis din rejse påvirkes af en konkurs. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

På trods af at der nu genåbnes lidt mere, er der fortsat store dele af oplevelsesøkonomien og turistbranchen, der har en skrøbelig økonomi. Her er der en rigtig god måde at sikre dig på.

- Vi har gjort os nogle lidt bitre erfaringer fra det år, der er gået. Når man for eksempel booker er eventsted i Spanien eller en turarrangør i Tyskland, kan der jo ske det, at de går konkurs.

- Og den bedste sikring mod, at firmaer ikke kan eller ikke vil betale dine penge tilbage, det er altså at bruge et kreditkort. Mange udbydere har nemlig en konkursdækning knyttet til sit betalingskort, så det, har vi set, har hjulpet rigtig mange, siger Lars Arent.

Sæt dig ind i din rejseforsikring

Passagerer på Great Dane Airlines-flyet OY-GDC ses her før det letter fra Aalborg Lufthavn, tirsdag den 28. juli 2020. Ombord er 36 ansatte fra Great Dane Airlines, der er første hold i den planlagte ruteflyvning for Bamboo Airlines i Vietnam. Efter planen skal 2 af selskabets Embraer-fly og 45 medarbejdere være udstationeret i Vietnam i 6 måneder. I første omgang flyves der til Warszawa i Polen hvor flyene skal males i Bamboo Aairways farver.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

I det hele taget er forberedelse det bedste råd Lars Arent kan give, når du vil rejse i en coronatid. Også når det kommer til en rejseforsikring.

- Læs alt, hvad der har med corona at gøre. Find ud af, om du er dækket, hvis du selv bliver syg inden afrejse, og hvordan du er stillet, hvis du bliver syg på din rejse.

Og så lige en sidste ting...

- Få gerne allle tilbagemeldinger fra rejseselskaber, hoteller og tourguides på skrift. Vi sidder ofte med sager, hvor forbrugere føler, at de er blevet lovet noget, men det er så umuligt at bevise bagefter, fordi det ikke er kommet på skrift.

Hvornår skal jeg slå til?

I følge Forbruger Europa er der både fordele og ulemper, hvis man booker sin billet allerede nu. (Foto: VIBEKE TOFT © Scanpix)

Sidder du lige nu og overvejer, om det er nu du skal slå til, eller om du hellere må vente lidt med at booke rejsen, så er der i følge Lars Arent to ting, du skal overveje.

- Jo tættere man kommer på tidspunktet, hvor man skal afsted, jo lettere vil det muligvis være at regne ud, hvordan smittesituationen og restriktionerne er i det land, man gerne vil til.

- Men det vil selvfølgelig være dyrere, og så er vi tilbage til, om det i virkeligheden bedre kan betale sig at købe en dyrere rejseforsikring.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk