Flere speciallæger tilbyder hurtige tider hvis du selv betaler

Foreningen af Praktiserende Speciallæger ser intet forkert i, at speciallæger også tilbyder private konsultationer.

Praktiserende speciallæger må gerne tilbyde private konsultationer, så længe det foregår uden for normal åbningstid. (Foto: Colourbox)

Du må vente i flere måneder på en tid. Eller også kan du betale og springe ventetiden over.

Det scenarie gælder ikke kun hos flere af landets øjenlæger, som DR Nyheder kunne fortælle i går, men også hos andre praktiserende speciallæger.

En gennemgang af speciallægernes hjemmesider viser, at enkelte praktiserende gynækologer, reumatologer, en psykiater og en neurolog tilbyder hurtigere tider til patienter, der betaler selv eller betaler gennem en privat sygeforsikring frem for den offentlige sygesikring.

Dokumentation

Her kan du se et udpluk af ordlyden på hjemmesiderne:

Forening: Intet problem

Næstformand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, Peter Kofoed Tingsgaard, ser ikke noget opsigtsvækkende i, at speciallæger tilbyder korte ventetider ved at tilbyde private konsultationer.

- Så længe de overholder retningslinjerne, så synes jeg, at det er okay, at de vil bruge deres fritid på at behandle patienter, forklarer han.

Speciallægerne skal oplyse om de gratis behandlingsmuligheder, der er, inden de tilbyder hurtigere behandling mod betaling, og derudover må det ikke gå ud over de normale sygesikringspatienter.

Overholdes det ikke, vil det blive taget op og påtalt, forklarer Peter Kofoed Tingsgaard.

Danske Patienter

Hos Danske Patienter blev meldingen om øjenlægernes private konsultationer ikke modtaget med klapsalver.

Formand Lars Engberg beskrev det som stærkt ulighedsskabende, hvis øjenlægerne brugte arbejdstid på at behandle privatbetalende patienter.

Han så derfor gerne, at Danske Regioner øgede kontrollen med øjenlægerne for at sikre, at deres fulde arbejdstid bliver brugt på patienterne.

Facebook
Twitter