Mange danskere har prøvet at spille poker på internettet.
For nogle hundrede er pokerfeberen nu så høj, at de har valgt job og uddannelse fra. I stedet ernærer de sig hjemme ved computeren som pokerspillere på fuldtid.
Erik Smith, der er direktør for Danmarks største pokerportal på nettet casino.dk, vurderer ifølge Radioavisen, at der er over 600 spillere på fuldtid.
- Det er nok primært unge spillere i tyverne, der vælger at sige, at nu giver de det en chance, siger han.
Kontor for pokerspillere
Det kan dog være et ensomt job at sidde foran skærmen derhjemme dag ud og dag ind.
Netop derfor er et såkaldt pokerkontor på vej. Det skal fungere som arbejdsplads for de danskere, der lever af at spille internetpoker.
- Om det skal være et 9-17 job er egentlig op til den enkelte pokerspiller, siger Thomas Bigum Christensen, initiativtageren bag projektet.
Meningen er, at de mange spillere kan lære noget af hinanden og få hjælp, hvis karrieren sidder fast.
- Jeg tilbyder pokerkontoret som et sted, hvor man kan udvikle sin karriere, siger han til Radioavisen.
ExternalContent